Tilsyn på elinstallationer

GODT I GANG. I godt et år har Sikkerhedsstyrelsen udført tre forskellige typer tilsyn med elinstallationer. Her følger en status på den nye tilsynsordning

Af Carsten Jakobsen, Sikkerhedsstyrelsen
Maj 2009

Den nye tilsynsordning på elinstallationer har nu været i drift siden 1. marts 2008. Formålet med den nye ordning er, at vi har ønsket at inddrage to nye tilsynstyper, så ordningen i dag indeholder tilsyn på tre typer:

  1. Nye eller ændrede installationer (den gamle 10 %-ordning)
  2. Eksisterende installationer (Ny tilsynstype)
  3. Kampagnetilsyn (Ny tilsynstype)

Hvor vi før anvendte Dansk Energi til at finde installationsadresser, bruger vi i dag BBR- og CVR-registrene. Det har vist sig, at den nye måde at udtage installationsadresser på er specielt velegnet, når der skal udvælges kampagnetilsyn. Til gengæld har der været nogle udfordringer ved udvælgelse af nye installationer, da landets kommuner ikke registrerer nye byggerier ensartet.

I 2008 blev der foretaget 765 tilsyn på nye installationer, 178 tilsyn på eksisterende installationer og 308 tilsyn i forbindelse med kampagneindsatser. Det betyder at 61 procent af tilsynene var rettet mod nye installationer, 14 procenter mod eksisterende installationer og 25 procent blev udført i forbindelse med kampagner.

Fejl ved nye installationer
Ved tilsyn på nye installationer blev der fundet syv kategori 1-fejl. Fejlene var i tre tilfælde registrerede som fuldstændig defekt HPFI-afbryder, hvor beskyttelse mod indirekte berøring var baseret på fejlstrømsafbryder. Uafsluttet fast installation under spænding i to tilfælde. Mens der i de resterende to tilfælde var tale om forkert brug af materiel, så beskyttelse mod indirekte berøring var helt udeladt.

Fejl ved eksisterende installationer
Ved tilsyn på eksisterende installatioenr blev der fundet 12 kategori 1-fejl. Den store synder er stadig byggepladser, hvor forkert installation og brug af tavler medfører farlige fejl, fordi stikkontaktafgange ikke er beskyttet mod indirekte berøring. Da stort set alle mindre byggepladsinstallationer udføres i områder, hvor systemjordingen er udført som TT-system, går det som regel galt med korrekt beskyttelse mod indirekte berøring.

Fejl ved kampagnetilsyn
I 2008 blev der gennemført tre kampagneindsatser på henholdsvis forsamlingslokaler, campingpladser og midlertidige installationer. Der blev fundet mange fejl ved disse tilsyn, og størstedelen af de farlige og alvorlige fejl kunne tilskrives andre end den autoriserede elinstallatør. Det betød bl.a. at der for campingpladsers vedkommende fulgte flere politianmeldelser. Årsagen var typisk misligholdelse af den elektriske installation og elarbejde, hvor det måtte antages, at arbejdet var udført af uautoriserede personer.

Med kampagneindsatsen på forsamlingslokaler blev den lovpligtige elsikkerhedsattest bl.a. holdt op imod installationens tilstand. Det viste sig desværre, at flere forsamlingslokaler havde fejl og mangler, selv om der fandtes en gyldig elsikkerhedsattest.

På baggrund af kampagneindsatserne har Tekniq og Sikkerhedsstyrelsen besluttet at lave en landsdækkende foredragsrække, hvor hovedtemaet vil være forsamlingslokaler. Derudover vil der være fokus på korrekt beskyttelse mod indirekte berøring ved installation af tavler.

Aktiviteter i 2009
Sikkerhedsstyrelsen vil fortsat have fokus på nye installationer, da det er et vigtigt værktøj ved implementering af nye installationsbestemmelser. Resultaterne af tilsynene præsenteres på de årlige installatørmøder. Her er der også mulighed for at lære, hvordan bestemmelserne skal forstås i praksis. Typisk ligger deltagerantallet til møderne på under 1/3 del af de inviterede elinstallatører. Det er Sikkerhedsstyrelsens vurdering, at det er de samme elinstallatører, der møder trofast op til møderne, mens de installatører, der har det største behov for ny viden, aldrig kommer til møderne.

Sikkerhedsstyrelsen har derfor indgået aftale med kontrakthaverne på tilsynsordningen om, at der i de enkelte tilsynsområder kan tilbydes individuelle kurser hos den enkelte elinstallatør. På den måde er det muligt, at få en repræsentant fra Eltilsynsordningen ud i virksomheden. Aftalerne om kurser skal indgås med kontrakthaveren for det enkelte tilsynsområde.

Derudover er der planlagt fire kampagneindsatser. Der vil blive rettet fokus på børnehaver og daginstitutioner, offentlig gadebelysning, skoler og gymnasier. Sidst på året vil der komme en kampagne rettet mod salgssteder af fyrværkeri.

Årsrapporten med flere detaljer om Eltilsynsordningen kan findes på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside på www.sik.dk

Sidst opdateret: 12-maj-2009 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top