Ny tilsynsordning

Ny ordning har fra 1. marts afløst den gamle 10 %-kontrol af nye elektriske installationer. Fremover kommer Sikkerhedsstyrelsens kontrol til at omfatte alle installationstyper, nye som gamle, og ordningen bliver baseret på oplysninger om elektriske installationer hentet fra BBR- og CVR-registrene.

Af Carsten Jacobsen, Sikkerhedsstyrelsen
April, 2008

Den traditionsrige 10 % - ordning om kontrol af nye elektriske installationer udført af autoriserede elinstallatører har nået sin afslutning. Indtil 1. marts i år har Sikkerhedsstyrelsen kun modtaget oplysninger om udført elarbejde, når elinstallatøren færdigmeldte nye installationer. Derfor manglede vi som oftest oplysninger om ændrede installationer, også hvis der fx var etableret en ny tilbygning. De findes som bekendt i kommunernes BBR-registre, som altså fremover bliver anvendt.

Elinstallatørerne har gennem tiden ønsket, at den gamle 10 % - tilsynsordning ville komme til at omfatte eksisterende installationer. Med den nye ordning vil alle installationstyper, uanset alder, kunne blive udtaget til kontrol. Derudover har Sikkerhedsstyrelsen en formodning om, at vi samtidig med den nye ordning vil finde mere ”gør det selv” arbejde, da det nu bl.a. er BBR-registret, der ligger til grund for kontrolarbejdet.

Varsling af tilsyn
Der har gennem tiden været tradition for, at elinstallatørerne blev varslet om installationstilsynene, og samtidig inviteret til at deltage i tilsynene. Mange gange var det installatøren, som skaffede adgang til de installationer, der skulle kontrolleres, fx når der var tale om nye byggerier, hvor kunderne endnu ikke var flyttet ind. Efter at Sikkerhedsstyrelsen har valgt BBR- og CVR-registrene som fundament for tilsynsordningen, er installatøren ikke længere altid kendt. Fremover vil al henvendelse om tilsyn med elektriske installationer gå via installationsejeren, som så oplyses om, at han er velkommen til at lade den autoriserede elinstallatør deltage i tilsynet. En væsentlig årsag til denne ændring er retssikkerhedsloven, som skal sikre privatlivets fred. Det er derfor den, der har rådigheden over en given ejendom, der skal skaffe Sikkerhedsstyrelsens adgang til installationen. I beskrivelsen af tilsynsordningen har vi gjort meget ud af i videst muligt omfang at sikre, at elinstallatøren varsles i forbindelse med tilsyn, men det skal ske på foranledning af ejer/bruger af installationen.

Tilsyns-typer
Sikkerhedsstyrelsen har defineret tre hovedgrupper af tilsyn:

  • Nye eller ændrede installationer. Installationerne vil løbende blive udtrukket fra BBR-og CVR-registrene. Ca. 60 procent af tilsynene vil ligge inden for denne hovedgruppe.
  • Eksisterende installationer. Vil typisk være installationer, der udvælges af Sikkerhedsstyrelsen med en særlig begrundelse. Omkring 20 procent af tilsynene vil være på disse installationer.
  • Kampagnetilsyn. Er tilsyn, hvor Sikkerhedsstyrelsen udvælger en særlig kategori af installationer, med henblik på at få klarlagt særlige forhold ved en bestemt installationstype. Ca. 20 procent af tilsynene vil være kampagnetilsyn.

Hvem udfører tilsyn
Den 1. marts 2008 trådte de nye samarbejdsaftaler i kraft med de virksomheder, Sikkerhedsstyrelsen har indgået kontrakter med. Vi har fastholdt landsopdelingen sådan, at tilsynsområderne som hidtil svarer til de gamle amter. Landet er opdelt i 15 tilsynsområder. Af kortet nedenfor fremgår det, hvem der i de følgende fire år, dvs. frem til 31. december 2011 skal føre tilsyn i de enkelte områder.

Faktaboks
Sikkerhedsstyrelsen har en servicetelefon for spørgsmål til bestemmelserne for elektriske installationer. Installatørerne kan henvende sig på telefon 33 73 20 01, som er en direkte linje til de tilsynsførende i ordningen.

Sidst opdateret: 07-maj-2010 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top