Af Dorthe G. Rasmussen, Sikkerhedsstyrelsen
April 2007
Sikkerhedsstyrelsen har foretaget ændringer i reglerne om autorisation og drift af elinstallatørvirksomhed. Lovgivningen på el, vvs- og kloakområdet er blevet moderniseret, og samtidig er reglerne gjort mere ensartede.
"En af de væsentlige forskelle er, at en elinstallatør slipper for det administrative besvær for at få fornyet sin autorisation. Vi har nemlig fjernet tidsbegrænsningen på de fem år", fortæller Gro Funder Sommerlund. Hun er jurist i Sikkerhedsstyrelsen, og er en af hovedkræfterne bag den nye bekendtgørelse på området. "Med til ensretningen og harmoniseringen af reglerne på el, vvs og kloakområderne hører, at der pr. 1. januar i år er indført et administrationsgebyr på 650 kroner pr. autorisation, uanset om det er en virksomhedsautorisation eller en personlig autorisation som el-installatør", fastslår Gro Funder Sommerlund.
En anden må færdigmelde
"En anden ny ting er, at Sikkerhedsstyrelsen kan tillade, at en autoriseret elinstallatør færdigmelder et arbejde, som en anden autoriseret elinstallatør har påbegyndt. Vi kan f.eks. give sådan en tilladelse, hvis den installatør, der har udført arbejdet, nægter, eller ikke kan færdigmelde arbejdet", fortæller jurist Gro Funder Sommerlund. Tilladelsen betyder ikke, at den nye installatør overtager ansvaret for det arbejde, den første har udført. Reglen er indført, fordi det i praksis har vist sig vanskeligt at få afsluttet og færdigmeldt et stykke arbejde, hvis en virksomhed fx er gået konkurs undervejs.
Styring af sikkerheden
En anden af ensretningerne betyder, at virksomhedens sikkerhedskvalitetsstyringssystem skal være godkendt, og at det løbende skal kontrolleres af en kontrolinstans. Den ændring træder dog først i kraft 1. januar 2008, og virksomheden vælger selv sin samarbejdspartner blandt de instanser, som Sikkerhedsstyrelsen har godkendt. Sådan en ordning findes allerede i dag på vvs- og kloakområdet, og det nærmere indhold i ordningen for el-området bliver fastsat i løbet af 2007. De nye regler om autorisation og drift af elinstallatørvirksomhed kan læses i deres helhed på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside, www.sik.dk