Kvaliteten i elarbejdet skal sikres

Elinstallatørvirksomhederne har i flere år brugt sikkerhedskvalitetsstyringssystemet (SKS-systemet) til at sikre kvalitet og sikkerhed i arbejdet. Fremover skal SKS-systemet kontrolleres af en uvildig kontrolinstans for at sikre lige vilkår på markedet. Nye regler træder i kraft 1. januar 2008.

Af Brian Grau Andersen, Sikkerhedsstyrelsen
November 2007

Fra årsskiftet kan elbranchen se frem til at få kontrolbesøg hvert andet år af en uvildig kontrolinstans, som skal vurdere, om SKS-systemet faktisk efterleves. Det sker for at sikre, at hele branchen, som omfatter cirka 5.500 autoriserede elinstallatørvirksomheder - heraf 3.300 virksomheder med elinstallation som hovederhverv, har et lovligt SKS-system.

Det er brancheforeningerne, der har givet udtryk for behov for en uvildig kontrol på området. Kontrollen skal sikre, at alle følger reglerne, og er stillet lige. Fremover skal det ikke være muligt for en virksomhed at slippe af sted med at slække på kravene for at underbyde konkurrerende virksomheder, der arbejder lovligt.

Forskel på information og rådgivning
Med de nye regler er det muligt at få en generel information og vejledning fra de kontrolinstanser, der gennemfører den uvildige kontrol. Vejledningen kan tage afsæt i fx skabeloner, der er tilpasset virksomhedens størrelse og andre former for standardiseret materiale. Fælles for vejledningen er, at alle elinstallatørvirksomheder skal have lige adgang til vejledningen. Det skal være med til at sikre, at kontrolinstanserne forbliver uvildige i arbejdet med at kontrollere SKS-systemerne.

Hvis en virksomhed ønsker en konkret rådgivning til fx at udfylde skabeloner eller udarbejde procedure beskrivelser, er det andre virksomheder end de, der foretager den uvildige kontrol, der skal træde til.

Seks måneder til at blive godkendt
Efter nytår vil de første 600 autoriserede elinstallatørvirksomheder modtage et brev med krav om, at SKS-systemet skal godkendes hos en kontrolinstans. Fra dette tidspunkt har virksomheden seks måneder til at kontakte en kontrolinstans og få godkendt sit SKS-system. Hvis virksomheden ikke får godkendt sit SKS-system inden for den seks måneders frist, kan virksomheden miste sin autorisation.

Kontrolbesøg
Et kontrolbesøg vil typisk vare imellem to og fem timer. Kontrolinstansen vil undersøge, hvordan virksomheden har implementeret hensyn til sikkerhed og kvalitet i det daglige arbejde.

Et kontrolbesøg vil især fokusere på:

  • Kvalifikationer hos den/ de personligt autoriserede i virksomheden
  • Opfølgning på reklamationer
  • Gennemgang af minimum en sag fra start til slut
  • Adgang til gældende regler
  • Kontrol af arbejdsrutiner
  • Dokumentation af arbejdet
  • Dokumentation for egenkontrol.

Efter virksomheden har fået godkendt sit SKS-system første gang, skal SKS-systemet løbende efterprøves hvert 2. år. Hvis kontrolinstansen ved den løbende efterprøvning konstaterer, at kravene til SKS-systemet ikke overholdes, vil virksomheden få en frist for, hvornår de konstaterede fejl og mangler skal være rettet, typisk en måned.

Hvis kontrolinstansen ikke modtager dokumentation for, at fejl og mangler er rettet inden for fristen, kan godkendelsen trækkes tilbage, hvilket igen kan betyde at virksomheden mister sin autorisation.

Efterhånden, som der bliver indsamlet erfaringer fra besøgene, vil mere information om den nye ordning blive lagt på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.

Harmonisering på området
Med de nye regler følger elbranchen de regler, som har været gældende for vvs- og kloakområdet siden 2000. Fælles for de to områder er, at kravene til kvalitetsstyringen i begge tilfælde tager udgangspunkt i DS/EN/ISO 9001:2000.

Elbranchens SKS skal kontrolleres af tredjepart

  • Ny ordning træder i kraft 1. januar 2008
  • Sikkerhedsstyrelsen udvælger 600 virksomheder adgangen
  • Virksomheden modtager brev, og har seks måneder til at få godkendelsen
  • Virksomheden vælger selv den kontrollerende virksomhed ud fra en liste
  • Virksomheden betaler selv for godkendelsen
  • Godkendelsen efterprøves med to års intervaller
  • Et kontrolbesøg (auditering) varer typisk imellem 2-5 timer.

Sidst opdateret: 07-maj-2010 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top