Nye og forbedrede SKS-retningslinier (Oktober 2005)

Den 1. januar 2006 skal alle virksomheder tage aktivt stilling til alle SKS-kravene

Bedre vejledning
Nu nærmer tiden sig, hvor samtlige ”gamle” SKS-systemer skal være opdateret til version 2, datoen er helt præcis den. 1 januar 2006.

De nye retningslinjer er kommet, fordi Sikkerhedsstyrelsen har erfaret, at en del virksomheder fandt de tidligere retningslinier svære at arbejde efter. Samtidig ønsker vi at gøre op med flere uhensigtsmæssigheder i differentieringen mellem virksomhedstyper samt at sikre, at der tages aktivt stilling til kvalifikationer hos medarbejderne og ligeledes sikre efteruddannelse af den autoriserede.

De nye retningslinier blev udsendt i slutningen af 2004. De giver en mere overskuelig og klar fremstilling af SKS-kravene og indeholder desuden tjeklister, som kan bruges i arbejdet med at udforme virksomhedens procedurer. På den måde vil retningslinjerne være en værdifuld guide, som forhåbentlig letter arbejdet i forbindelse med at udarbejde det første SKS-system og ved revision af allerede eksisterende systemer.

Gør op med uhensigtsmæssigheder
De nye retningslinjer, version 2, trådte i kraft 1. januar 2005 og erstatter de tidligere retningslinjer, der i sin tid blev udsendt af Elektricitetsrådet. Hvis man har et SKS-system, der er udarbejdet før 1. januar 2005, skal man gennemgå dette , da der formentlig skal foretages større eller mindre justeringer. Alle virksomheder skal nemlig nu tage aktivt stilling til, om hvert enkelt SKS-krav er relevant for netop deres virksomhed.

Mere elsikkerhed og bedre økonomi
SKS-systemet skal opfylde krav, der har med elsikkerhed at gøre og er som sådan ikke et fuldt kvalitetsstyringssystem. Virksomheder, der har et ISO-system, kan dog med fordel implementere systemet i et sådant.
Når SKS-systemet er fuldt implementeret i virksomheden, det vil sige, at det er blevet forstået, er kendt og brugt af alle i virksomheden, vil der være større fokus på de krav, der stilles til registrering af elsikkerhedsmæssige fejl, evaluering og audit. Der vil så på sigt være en økonomisk gevinst i form af en mere effektiv drift og færre fejl og ulykker.

Evaluering og audit er nogle af hjørnestene i SKS-systemet, da det sikrer, at ledelsen i virksomhederne gennemgår SKS-systemet én gang årligt for at fastslå, om sikkerheden er blevet forbedret. Ved gennemgangen skal man overveje, om systemet skal tilrettes eller ændres, eller om der måske skal afsættes flere ressourcer til at vedligeholde og implementere SKS-systemet, således at elsikkerheden bliver bedre.
Det er samtidig meget vigtigt, at systemet bliver auditeret én gang årligt, da det sikrer, at de beskrevne forretningsgange og procedurer også fungerer i hverdagen.

Ved at registrere og evaluere på elsikkerhedsmæssige fejl, sker der helt naturligt en læringsproces, således at fejl ikke gentager sig. Det er derfor meget vigtigt, at fejl bliver registreret og gennemgået i virksomheden, da det er med til at forebygge ulykker. Én ulykke er én for mange!

Hvis SKS-systemet lever op til disse krav, bliver det et godt, effektivt og dynamisk system, der sikrer, at fejl der opstår under det daglige arbejde findes og afvigelser registreres. Fejl opdaget i dagligdagen og afvigelser fundet ved audit skal fjernes, og det skal sikres, at de ikke gentager sig. Når ledelsen evaluerer, er det hele systemet, der er under lup.
Hvis elsikkerheden ikke er god nok, der er fundet væsentlige afvigelser ved audit eller, hvis der er ændringer i organisationen, opgaver eller lignende, så er det nødvendigt løbende at justere systemet.

Af Jimmy Fruergaard, Sikkerhedsstyrelsen

Sidst opdateret: 26-juli-2011 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top