Artiklen fra Elektricitetsrådet
Har været bragt i Electra nr. 2, februar 2001
Lovmæssige krav
De lovmæssige krav til ventilationsanlæg findes dels i Bygningsreglementet, dels i Beredskabsstyrelsens Tekniske forskrifter for:
- brandfarlige væsker
- sprøjtemaling og lakering med brandfarlige væsker
- træbearbejdning og træoplag, plastforarbejdning og plastoplag, korn og
- foderstofvirksomheder, fremstilling og oplagring af mel, visse brandfarlige virksomheder og oplag.
I disse afsnit står, hvor der skal være brandventilation.
Maskindirektivet og Lavspændingsdirektivet
Åbningsmekanismer, som også kaldes for aktuatorer, med tilhørende udløsemekanismer og styretavler, er omfattet af Maskindirektivet. Den europæiske standard EN 60204-1 kan bruges til opfyldelse af de grundlæggende sundheds- og sikkerhedskrav i Maskindirektivet. For elektroniske styretavlers vedkommende vil DS/EN 50178 være anvendelig. Lavspændingsdirektivet gælder for det elektriske materiel i øvrigt.
Visse motorer til aktuatorer kan være installeret sammen med en lille elektronisk enhed. Enheden virker således, at strømmen afbrydes, når lemmene eller vinduerne går mod deres yderstilling, og når motorerne derved overbelastes svagt. Det forudsætter, at spændingsfaldet holdes inden for snævre grænser, der fastsættes af leverandøren ud fra kabellængde og ledertværsnit.
Man bør være opmærksom på, at interne ledninger i maskinanlæg, herunder anlæg til brandventilation, skal være adskilt fra den almindelige bygningsinstallation. Det sker ved, at de har hver sin fremføringsvej (hver sin føringsvej, hvor de bliver fremført særskilt), eller fx ved at være fremført i hver sin side af en tilstrækkelig bred kabelbakke.
Brandteknisk vejledning nr. 27
Efter Brandteknisk Vejledning nr. 27, som er udgivet af Dansk Brandteknik Institut, skal elektriske anlæg til brandventilation tilsluttes både den normale offentlige forsyning og en særlig sikret forsyning. En særlig sikret forsyning er en reserveforsyning, som kan tage over ved strømsvigt.
Krav til den normale strømforsyning
Anlægget skal tilsluttes en gruppe, der ikke anvendes til andre formål. Gruppen skal sikres mod afbrydelse som angivet i Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 6, Elektriske installationer 805.55. Ledninger skal over alt være brandsikre ledninger efter IEC 60331 med følgende undtagelser:
- ledninger ført i jord,
- ledninger ført i bygningsdele uden hulrum, som yder beskyttelse svarende til klasse 1
- beklædning (en klasse 1 beklædning er defineret i bilag 3 til Bygningsreglementet),
- ledninger, hvor såvel brud som kortslutning vil medføre, at brandventilationssystemet aktiveres.
Samlingsmateriel til ledninger skal yde tilsvarende beskyttelse.
Krav til den særligt sikrede strømforsyning
Der skal anvendes én eller flere energikilder, der i elektrisk henseende er uafhængig af den offentlige forsyning. Den uafhængige forsyning skal dimensioneres til mindst 5 åbne- og lukkefunktioner tillagt systemets eget forbrug i 72 timer. Brug af systemet til komfortventilation må ikke belaste reservekapasiteten i den uafhængige forsyning.
Hvor der findes et automatisk brandalarmanlæg, bør dette anvendes til aktivering af det automatiske brandventilationssystem.
af N. Kr. Mogensen