UPS! - Det er vedvarende energi
Store UPS-anlæg med roterende dele er omfattet af Maskindirektivet (MD) og af Lavspændingsdirektivet (LVD), hvis driftsspændingen er på mellem 50 og 1000 V vekselspænding eller 75 og 1500 V jævnspænding. Stærkstrømsbekendtgørelsen, Maskinsikkerhed, Elektrisk materiel på maskiner, Afsnit 204-1 kan anvendes til opfyldelse af de grundlæggende sundheds- og sikkerhedskrav i MD.
De grundlæggende sundheds og sikkerhedskrav i LVD kan regnes for tilgodeset, hvis komponenter og indretninger er egnede til det tilsigtede brug og samtidig opfylder relevante europæiske standarder - eller i mangel heraf IEC standarder.
UPS-anlæg uden roterende dele er omfattet af LVD, hvis driftsspændingen . er på mellem 50 og 1000 V vekselspænding eller 75 og 1500 V jævnspænding. Europanorm, EN 50091-1-1:1996 kan anvendes til opfyldelse af de grundlæggende sundheds- og sikkerhedskrav i LVD. EMC-direktivet (EMCD) gælder for alt elektrisk materiel, og skal altid opfyldes for UPS-anlæg
Installation af UPS-anlæg
UPS-anlæg skal installeres efter bestemmelserne i Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 6, Elektriske installationer, kapitel 55. Det skal sikres, at anlægget ikke kan levere strøm ud på det offentlige net, hvorfor der skal være en elektrisk, mekanisk eller elektromekanisk omskifter, som i TT og TN-S systemer skal omfatte alle poler. I TN-C systemer må omskifteren ikke omfatte PEN-lederen.
Driftsmæssig jordelektrode
Der skal udføres en lokal jordelektrode, og overgangsmodstanden må ikke overstige 100 ohm. Man kan bruge installationens jordelektrode eller - efter indhentet tilladelse hos elleverandøren - transformerstationens jordingsanlæg, hvis der ikke er for langt til transformerstationen.
Transformerstationens jordingsanlæg bør anvendes, hvis UPS-anlægget opstilles i nærheden af en transformerstation.
Supplerende udligningsforbindelser i installationer, der er tilkoblet UPS-anlæg
Ved UPS-forsyning skal installationerne ligesom ved forsyning fra nettet være beskyttet mod indirekte berøring, normalt ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved TN-, TT eller IT-system.
Opstår der en isolationsfejl i installationen, foretages der automatisk indkobling af UPS-anlægget eller by-pass afbryderen, og hvis der derefter ikke sker en afbrydelse inden for de tider, der er angivet for afbrydelse i 413.1, skal der udføres supplerende udligningsforbindelser, mellem samtlige tilgængelige udsatte dele og fremmede ledende dele, fx metalliske vand- og varmerør, så ubehagelige eller farlige spændingsforskelle undgås.
Beskyttes installationen mod indirekte berøring af en fejlstrømsafbryder, der er anbragt efter omskifteren respektive on-line UPS-anlægget, skal der ikke udføres supplerende udligningsforbindelser. Kravet om supplerende udligningsforbindelser falder bort i gamle installationer, hvor der på lovlig vis ikke er fremført beskyttelsesledere til tilslutningsstederne.
Off-line UPS-anlæg
Hvis der ved isolationsfejl i installationen sker en afbrydelse af forsyningen fra nettet, vil UPS-anlægget automatisk blive indkoblet på den fejlbehæftede installation.
Selvfølgelig skal UPS-forsyningen så også afbrydes hurtigst muligt, så længe installationen er fejlbehæftet - med mindre UPS-anlægget af sig selv begrænser spænding og strøm til ufarlige værdier.
On-line UPS-anlæg
Indtræffer der isolationsfejl i installationen, vil UPS-anlægget sørge for indkobling af by-pass afbryderen og bevirke, at nettet kobles ind på en fejlramt installation. Selv om der sker en hurtig afbrydelse igen, er det nødvendigt med supplerende udligningsforbindelse.
af N. Kr. Mogensen