Sikkerhedsstyrelsen
  1. Print
  2. Zoom ind
  3. Zoom ud

Brande i udendørs målerrammer (April 2001)

Elektricitetsrådet har på ny konstateret brande i udendørs målerrammer, primært hvor der er anvendt stikbenstilslutning i installationer nær den jyske vestkyst. Derfor advarer Elektricitetsrådet nu mod at anvende stikbensmålere i udendørs målerrammer på udsatte steder.


Artiklen fra Elektricitetsrådet har været bragt i Electra nr. 4, april 2001

En arbejdsgruppe under Elektricitetsrådets Installationsudvalg arbejder med at afdække årsagerne til brandene, og vil fremkomme med forslag til videre tiltag.

Opmærksomheden har tidligere været rettet mod brande og brandtilløb i udendørs målerrammer, og Elektricitetsrådet har i artikler, og direkte information til elselskaberne, opfordret til at være opmærksomme på problemerne.
Idet der er konstateret flere nye brande i disse målerrammer har Elektricitetsrådet igangsat et større udredningsarbejde, som skal afdække de faktorer, der har indflydelse på brandene. Når dette arbejde er fuldført kan eventuelle tiltag iværksættes.

Undersøgelser
Elektricitetsrådet ser med stor alvor på disse brande og igangsatte derfor, i samarbejde med elselskaberne en landsdækkende undersøgelse, som kun var mulig på grund af det gode og nære samarbejde, som Elektricitetsrådet traditionelt har haft med elselskaberne. Resultaterne af denne undersøgelse afslørede, at årsagen til problemerne er et komplekst samspil af flere faktorer bl.a. fugt, forurening (saltsnavs), varmeudvikling samt materialernes krybestrømsindeks og målerrammens geografiske placering.

Nye tiltag
Arbejdsgruppen, som er nedsat af Elektricitetsrådets Installationsudvalg, har repræsentanter fra ELFOR, LK A/S , som producent af målerrammerne og Elektricitetsrådet. Gruppen har iværksat nye undersøgelser, der omfatter såvel laboratorietests som mere snævre og målrettede praksistests udført i samarbejde med LK A/S, Ringkøbing Amts Højspændingsforsyning (RAH) og Thy-Mors Energi A/S, hvor problemerne med målerrammerne har været særligt markante.

Elektricitetsrådet anbefaler
På ovennævnte baggrund opfordrer Elektricitetsrådet elselskaberne og elinstallatørerne til at være særdeles opmærksomme på disse forhold i områder og installationer, hvor der tidligere har været lignende problemer.
Da problemerne primært har været relateret til målerskabe for stikbenstilslutning kan man, indtil der findes en endelig løsning af problemet, minimere risikoen for brandtilløb og brande ved at udskifte stikbensmålerne med ledningsmålere, hvor der ved eftersyn konstateres problemer med salt og fugt.
Ligeledes kan man i forbindelse med nye installationer i udsatte områder anbringe målerrammerne og målerskabene i målerstandere med højere kapslingsklasse eller placerer målerne indendørs.
Elektricitetsrådet vil senere fremkomme med yderligere information angående de endelige resultater af undersøgelserne, samt rekommandationer eller krav vedrørende installationer med udendørs målerrammer med stikbensmålere.

Jesper Sandberg


Sidst opdateret: 27-juli-2011
Kontaktperson: webmaster