Sikkerhedsstyrelsen udsteder brugsforbud til 6 solcentre

Sikkerhedsstyrelsen udsteder brugsforbud til 6 solcentre

Sikkerhedsstyrelsen har gennemført en stikprøvekontrol af UV-udstrålingen i en række solcentre. Kontrollen viser, at der fortsat er problemer med sikkerheden i nogle danske solcentre. 13 ud af 23 målte solarier har for høj UV-udstråling, og Sikkerhedsstyrelsen har derfor udstedt brugsforbud til de pågældende solarier, der er fordelt på 6 solcentre.

-Det er utilfredsstillende, at en del af solariebranchen fortsat ikke kan finde ud af at få bragt forholdene i orden, selvom vi løbende har gjort en stor indsats for informere om reglerne for bl.a. udstråling, og om hvordan solcentrene kan sikre, at sikkerheden opretholdes på et forsvarligt niveau, forklarer Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Sikkerhedsstyrelsen har gentagne gange indskærpet de gældende regler over for brancheforeninger og solcentre. Solcentrene, der har ansvaret for, at sikkerheden er i orden, har fået direkte besked om reglerne, der er let tilgængelige på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.

Flere solcentre bliver politianmeldt

Ved efterfølgende kontrolbesøg i de pågældende solcentre har styrelsen desuden kunnet konstatere, at flere solcentre har undladt at reagere på brugsforbudet. De berørte solcentre vil derfor blive meldt til politiet.

-Vi har konstateret at nogle af de solcentre, der har fået brugsforbud, har undladt at reagere. Det er uacceptabelt. Brugsforbud skal naturligvis overholdes, så forbrugerne ikke lider overlast, og derfor vil vi ikke tøve med at politianmelde de pågældende solcentre, og de solcentre, der fremover undlader at efterkomme vores påbud og forbud, slår Stine Pedersen fast, og uddyber:

-Vores overvågning af solarieområdet viser os, at der fortsat er behov for kontrol med branchen, så derfor vil vi fastholde vores fokus på branchen fremover.

Vær opmærksom på at brug af solarier kan være forbundet med risiko.

Sundhedsstyrelsens holdning til solarier

Kræftens Bekæmpelses holdning til solarier

Sikkerhedsstyrelsens råd om solariebrug

Spørgsmål i forbindelse med pressemeddelelsen kan rettes til Martin Kastoft Nielsen, 3373 2088, mob. 2543 1645, mail: mkn@sik.dk

Sidst opdateret: 16-nov-2010 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top