Bedre produktsikkerhed til gavn for forbrugerne og de erhvervsdrivende

Forbrugerne skal have tillid til de produkter, der omgiver dem. Derfor lægger den nye lov om produktsikkerhed op til, at reglerne fremover bliver nemmere at forstå og overholde for producenter og distributører.

Samtidig får kontrolmyndighederne nu mulighed for bedre kontrol og for at straffe hårdere, når de erhvervsdrivende ikke overholder reglerne.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen:
- Vi har lavet en tidssvarende lov, der sætter forbrugeren i centrum; den sikrer, at de erhvervsdrivende mødes med klare regler, og at de, der ikke følger reglerne, kontrolleres bedre og straffes hårdere.

Hvis en kontrol fx viser, at der er behov for at gribe ind overfor et farligt produkt, får kontrolmyndigheden mulighed for at gribe ind for den ansvarliges regning, hvis den erhvervsdrivende enten ikke selv kan, eller vil, fjerne sine farlige produkter fra markedet.

Det må ikke kunne betale sig at overtræde loven. Der lægges derfor også op til, at bøder skal afspejle overtrædelsens karakter, herunder karakteren af den virksomhed, der er ansvarlig for overtrædelsen. Dette sikres blandt andet ved at bødestørrelsen skal stå i forhold til virksomhedens omsætning og den farlige situation, produktet er årsag til.

Lovforslaget er blevet udarbejdet i overensstemmelse med de anbefalinger, som produktsikkerhedsudvalget kom med i sin rapport fra maj 2009.

Den nye lov om produktsikkerhed blev vedtaget af Folketinget den 10. december 2009 og får virkning fra 1. marts 2010.

Kontaktperson: Kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen Dorthe G. Rasmussen, tlf. 3373 2101, mob. 2543 1696, mail: dgr@sik.dk

Læs mere om den nye og opdaterede lov og om produktsikkerhed generelt

Sidst opdateret: 13-jan-2010 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top