Pocket bikes - 6 grunde til at tænke sig om

Pocket bikes - 6 grunde til at tænke sig om

Print

Pressemeddelelse
Juni 2007

6 grunde til at tænke sig om

Plager sønnike dig om at finde tegnebogen frem og købe en af de små minimotorcykler, også kaldet pocket bikes? Eller drømmer du måske selv om at ræse ud i sommeren på én? Her kommer seks gode grunde til, at du skal tænke dig rigtig godt om, inden du hiver tegnebogen frem. Specielt hvis du overvejer at købe en af de helt billige, for udover at de er ulovlige at bruge på offentlig vej, viser erfaringen, at de ofte er af ringe teknisk kvalitet og behæftede med alvorlige fejl og mangler. De kan kort sagt være rigtig farlige:

  • Utæt benzintank. Det betyder fare for eksplosion og brand, alternativt risikerer du at bliver forgiftet.
  • Manglende sikringsboks på det elektriske system. Det betyder risiko for gnister i el-systemet. Det kan være specielt farligt, fordi tanken ofte er utæt, og benzin og gnister er lig med risiko for eksplosion.
  • Stel og svejsninger er ofte af dårlig kvalitet og kan knække under kørsel.
  • Typisk mangler der hastighedsdæmpende foranstaltninger. Det betyder, at du rent faktisk kan køre langt hurtigere, end cyklen kan holde til. Bremserne er simpelthen ikke dimensioneret til den høje hastighed.
  • Bremsesystemet er konstateret ustabilt. Det betyder stor risiko for uheld, eftersom de små motorcykler ofte kører hurtigere end tilladt.
  • Der mangler tit afskærmning af kæden, og der er mange skarpe kanter på cyklen.

Inden for de seneste par år er mere end 60 mennesker kommet til skade på grund af de små arrige bikes, alene i Danmark, men problemet er kendt mange andre steder i Europa. Udover de materielle fejl og mangler, er der ofte også problemer med mærkningen. Minimotorcyklerne ses ofte udstyret med et CE mærke, de teknisk ikke kan leve op til, og det er et problem, da det kan få forbrugeren til at tro, at den pågældende cykel lever op til europæiske standarder for sikkerhed.

Omkring 4.000 minimotorcykler er på nuværende tidspunkt røget i Arbejdstilsynets garn, alene ved stikprøvekontroller. Det har bevirket, at importørerne har fået påbud om at bringe sikkerheden i orden, før forbrugerne måtte komme i kontakt med produkterne. Men som bekendt er det umuligt at sikre en 100 % kontrolindsats, og derfor er Sikkerhedsstyrelsen gået sammen med blandt andet Færdselsstyrelsen og Arbejdstilsynet for at advare forbrugerne mod de hidsige små motorcykler.

Har du spørgsmål til ovennævnte pressemeddelelse, er du velkommen til at kontakte tilsynsførende Henrik Frydendall i Arbejdstilsynet på tlf. 7012 1288, mail hfr@at.dk eller kontorchef Peter Raben Nebeling i Sikkerhedsstyrelsen på tlf. 3372 2000, mail: pra@sik.dk. Alternativt er du også velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent Dorthe G. Rasmussen i Sikkerhedsstyrelsen på tlf. 3373 2101, mail: dgr@sik.dk.

Sidst opdateret: 18-dec-2008 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top