Byggemarkeder får hjælp med sikkerheden efter kritisk tv-program

Pressemeddelelse
8. april 2005

Tv-programmet DR Konsum afslørede i går aftes, at flere byggemarkeder giver kunderne fejlagtig rådgivning i forbindelse med salg af halogenbelysning. Sikkerhedsstyrelsen tilbyder nu byggemarkederne at indgå i et samarbejde om et projekt, der skal give forbrugerne klar besked om lovligt og ulovligt gør-det-selv arbejde.

Tv-programmet DR Konsum viste i går, at forbrugerne i nogle tilfælde bliver sendt hjem med halogenbelysning i løsdele, i andre tilfælde med besked om, at man gerne selv må ændre på lavvoltsæt. Som almindelig forbruger må man godt sætte lavvolt halogenbelysning op, hvis det er købt som et samlet sæt i en pakke med en installationsvejledning. Men hvis der er tale om køb af løsdele eller om ændringer på samlesættene, skal installationen udføres af en autoriseret elinstallatør.

- Det er klart farligt og ulovligt at udføre den slags arbejde selv. Derfor går vi nu ud og tilbyder byggemarkederne hjælp til at uddanne butikspersonalet, så de kan rådgive forbrugerne korrekt om sikkert gør-det-selv arbejde, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Jesper Sandberg.

Sikkerhedsstyrelsen har desuden produceret en informationsavis, ’Tryghed i hjemmet’, som fremover vil være tilgængelig i en lang række byggemarkeder.

Dårlige elinstallationer er skyld i to brande om dagen
Halogenbelysning er en af de helt store syndere, når det gælder brandfare og kan i yderste konsekvens være årsag til dødsbrande. Statistikker fra Sikkerhedsstyrelsen viser, at to brande om dagen skyldes dårlige elinstallationer, og der er eksempler på, at brande er opstået på grund af gør-det-selv arbejde. I en stikprøveundersøgelse af elinstallationer i danske boliger fra 2000 svarede 18% af de adspurgte, at de havde opsat lavvolt halogenspot, hvor delene var købt separat og samlet med muffer.

Forbrugere, som vil vide mere om reglerne for gør-det-selv elarbejde kan rekvirere Sikkerhedsstyrelsens informationsavis ’Tryghed i hjemmet’ og pjecen ’Gør det elsikkert’ på www.sik.dk.

Yderligere oplysninger kan fås hos Sikkerhedsstyrelsen på telefon 33 73 20 00.

Sidst opdateret: 18-dec-2008 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top