Pressemeddelelse
11. august 2003
Nye regler for salg af elmateriel
Forbrugerne må ikke selv installere alt det elmateriel, de kan købe i butikkerne. En ny ordning skal sikre, at elmateriellet har en særlig oplysning, hvis det skal installeres af en autoriseret elinstallatør.
Halvdelen at alle husejere laver gør-det-selv-elarbejde, men kun få kender reglerne for, hvad de selv må udføre, og hvad en elinstallatør skal gøre. Det sætter sine spor i statistikkerne, idet 60 % af alle elbrande sker i boliger, og hver femte elbrand skyldes elinstallationer.
- Problemet er, at forbrugerne frit kan købe elmateriel. Også til de elopgaver, som de ikke selv må udføre i deres bolig. Når man kan købe elmateriellet, er det nærliggende at tro, at man også selv må opsætte fx en ekstra stikkontakt eller de enkeltvise halogenspots, og at det dermed er ufarligt. Vi kan ikke hindre salget af dette elmateriel, men vi kan lovgive i salgssituationen, fortæller Bettine Aundrup, afdelingschef i Elektricitetsrådet.
Den nye ordning er trådt i kraft den 1. august 2003. Ordningen betyder, at det nu er forhandlerens ansvar, at forbrugeren bliver informeret om, hvorvidt man selv må installere elmateriellet, eller om det skal installeres af en autoriseret elinstallatør. Informationen gives ved at anvende bestemte sætninger, fx "Må kun installeres af en autoriseret elinstallatør".
Det er afgørende, at oplysningen er tydelig. Men det er op til de enkelte forhandlere, om de vil sætte skilte op ved siden af materiellet, eller om de vil mærke produkterne enkeltvis. Det er ikke kun i selve købssituationen, forhandleren skal oplyse, hvis det er forbudt selv at installere det pågældende elmateriel. Elmateriellet skal også have en oplysning i forbindelse med markedsføring, fx i tilbudsaviser eller i annoncer.
Yderligere oplysninger:
Læs mere om reglerne for oplysningspligt på Elektricitetsrådets hjemmeside www.elraadet.dk. Her findes også en vejledning, der indeholder konkrete eksempler på oplysning i forbindelse med produktmærkning, skiltning, annoncering osv.
De nye regler går hånd i hånd med Elektricitetsrådets informationer om gør-det-selv el til forbrugerne. På www.goer-det-selv-el.dk kan man få gode råd om elarbejde i hjemmet og læse, hvilket elarbejde man selv må udføre, og hvad man skal have en elinstallatør til at gøre.
Kontakt:
Afdelingschef Bettine Aundrup, Elektricitetsrådet, tlf. 33 73 20 00.