Sikkerhedsstyrelsen
  1. Print
  2. Zoom ind
  3. Zoom ud

Få tjekket naturgasfyret – det kan redde dit liv

Hvert år kommer danskere til skade på i ulykker med naturgas. Sikkerhedsstyrelsen opfordrer til, at man får serviceret sit naturgasfyr løbende.



Den 19. maj 2011 blev et ældre ægtepar i Hedehusene indlagt på hospitalet med kulilteforgiftning. Hjemme i huset havde deres naturgasfyr ikke haft besøg af en vvs-montør i syv år, trods pligten til at få det efterset hvert andet år. Samtidig havde fugle bygget rede i skorstenen, som ikke var forsynet med en lovpligtig fuglerist. Kombinationen af redebyggeriet og det manglende serviceeftersyn var en livsfarlig cocktail. Heldigvis overlevede parret, men i Sikkerhedsstyrelsen ser man desværre ofte, at der sker ulykker i de huse, hvor man ikke har fået efterset naturgasinstallationen regelmæssigt.

Sikkerhedsstyrelsen holder øje med alle gasulykker. Danmark har et lavt antal gasulykker, men der er hvert år personer, der kommer til skade. Det kan der være mange årsager til. Men sikkert er det, at naturgassen står forsat for langt størstedelen af antallet af personskader.

- Vi må erkende, at en høj alder på apparaterne i kombination med en voksende portion manglende vedligeholdelse og service af gasinstallationerne, langt hen ad vejen er medvirkende eller direkte årsager til ulykkerne, siger Pernille Vestergaard, ingeniør i Sikkerhedsstyrelsen.

Det er sådan, at det for en række naturgasinstallationer er lovpligtigt at få dem serviceret hvert andet år. Men generelt anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at alle borgere med naturgas får dem efterset af en autoriseret vvs-installatør.

- Det kan være yderst farligt, hvis man ikke vedligeholder sit naturgasfyr. Der kan udvikles kulilte elle ske eksplosion, og derfor vil vi gerne opfordre folk til at få efterset deres gasfyr med 2 – 3 års mellemrum. Det er faktisk lidt ligesom at gå til tandeftersyn. På den måde undgår man, at begyndende huller i tænderne udvikler sig til smertefuld og langvarig behandling hos tandlægen. Hvis man løbende får efterset sit naturgasfyr, minimerer man risikoen for ulykker, siger Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.

Fakta om gasulykker:

Statistikken for 2010 viste det laveste niveau i antallet af gasulykker, siden starten af halvfemserne.

Med kun 15 gasulykker blev 2010 året med det hidtil laveste antal gasulykker; nemlig 1,6 ulykker pr. 100.000 gasforbrugere.

Naturgassen står forsat for langt størstedelen af antallet af personskader – nemlig de 12 ud af i alt 16 skader.

Ulykkerne sker forsat hyppigst i en- og tofamiliehuse, og i 2010 skete godt halvdelen af alle ulykkerne her. 

Link til statistik over gasulykker for 2010

Pressekontakt: Mette Cramon, Kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen, 25431653


Sidst opdateret: 09-nov-2015
Kontaktperson: webmaster