Sikkerhedsstyrelsen
  1. Print
  2. Zoom ind
  3. Zoom ud

”Nytårsaften har jeg filmen i hovedet”

Tidligere års deltagere i Sikkerhedsstyrelsens Fyrværkerikampagne har lært, at fyrværkeri ikke er legetøj. 12-årige Dlani Sritharan forstod ikke, hvorfor hun skulle bruge sikkerhedsbriller, da hun var mindre. Men det gør hun nu.



DECEMBER 2016: – Nu kan vi de fem sikkerhedsregler i hovedet, siger 12-årige Dlani Sritharan.

Hun og klassekammeraterne fra 7. C på Billund Skolen deltog i 2014 i Sikkerhedsstyrelsens Fyrværkerikampagne, hvor de lavede en animationsfilm, der var henvendt til børn på deres egen alder.

Konkurrencen går ud på, at eleverne skyder film af, der sætter fokus på de fem fyrværkeriråd. De bedste film vinder en biograftur til hele klassen. Men kampagnen handler også om at lære de fem sikkerhedsråd, så man kommer uskadt gennem nytårsaften.

– Jeg husker nu sikkerhedsbrillerne. Da jeg var lille, var jeg ikke så god til det, fordi jeg ikke forstod, hvorfor man skulle gøre det. Men det har jeg lært nu. Ens øjne er jo rigtigt vigtige for en, derfor skal man bruge sikkerhedsbriller, så der ikke sker noget med dem, siger Dlani Sritharan.

Klassekammeraten Jeppe Egsgaard fortæller, hvorfor han mener, det er vigtigt at følge rådene.

– Jeg har hørt meget om folk, der kommer til skade, fordi de håndterer fyrværkeriet forkert. Jeg synes, at man skal følge rådene, for så er der meget mindre chance for at komme til skade, siger han.

Mere mod til at fortælle kammeraterne om sikkerhed
Selvom det er to år siden, eleverne lavede film, er det ikke svært for dem at finde rådene frem i hukommelsen.

– Jeg synes ikke, det er svært at huske reglerne, fordi vi lavede en film. Nytårsaften har jeg de sidste to år haft filmen i hovedet, fordi den minder mig om, at man skal passe på. Det tror jeg også, jeg vil have i år, siger Dlani Sritharan og fortæller, at man ikke må lave ulovligt fyrværkeri.

– Jeg har lært, at man ikke skal gå tilbage til en fuser, og at man skal have sikkerhedsbriller på, siger Frederik Santiago Jakobsen. Han synes dog, det sjoveste ved at arbejde med kampagnen var at lave film og arbejde sammen med sine klassekammerater.

Og når man har det sjovt, lærer man som regel også bedre. Billedkunstlærer Lisbet Tranholm har de sidse tre år tilmeldt eleverne til kampagnen. Hun er især positiv over den langtidsvirkning, kampagnen har.

– Vi fik nogle gode samtaler omkring fyrværkerisikkerhed, som jeg kan mærke, de har taget med sig. Når de nu har de fem fyrværkeriråd at henvise til, har de fået mere mod til at nævne sikkerheden over for deres kammerater, hvis de gør noget, der kan være farligt, siger Lisbet Tranholm.

Repeterer reglerne hvert år
Hun fortæller, at eleverne ikke har tid til at lave film i år, men hun har i stedet valgt at repetere kampagnen hvert år. Lige op til juleferien gennemgår klassen derfor de fem fyrværkeriregler igen, og hver elev får et par nye sikkerhedsbriller hver.

– Jeg synes, det er dejligt, at man får det repeteret hvert år, så man er sikker på, at man ikke glemmer det, siger Dlani Sritharan.

Frederik Santiago Jakobsen synes det er godt, at han hvert år får nye sikkerhedsbriller. Det er Jeppe Egsgaard Christensen enig i.

– Det kan være, man glemmer sine briller, eller at de bliver væk, og så er det godt at få nogle nye, så man hele tiden har sikkerheden med sig.

Stem på din favoritfilm
Mange elever er allerede begyndt at skyde deres film af. Gå ind og stem på din favorit eller læs mere om kampagnen på www.fyrvaerkeri.dk.

De fem fyrværkeriråd
1. Brug altid beskyttelsesbriller
2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Billundskole

Jeppe, Dlani og Frederik tegner de fem fyrværkeriråd. De kan stadig huske dem.

Find en lokal skole!
Der deltager skoler fra det meste af landet – kontakt til lokale skoler kan formidles gennem Sikkerhedsstyrelsen. Her kan du også få yderligere udtalelser og fakta om Fyrværkerikampagnen.
Kontakt Sikkerhedsstyrelsen, kommunikationskonsulent Lone Hansen, tlf. 33 73 20 88, mobil 25 43 16 21, e-mail: loh@sik.dk.


Sidst opdateret: 07-dec-2016
Kontaktperson: webmaster