At blive ansat i Sikkerhedsstyrelsen er en proces, hvor vi skal lære hinanden bedst muligt at kende. Du skal finde et job, der passer til dine kvalifikationer, til dine ambitioner og til dig som person. Og vi skal finde den rigtige person til jobbet. Ud over faglige kvalifikationer lægger vi bl.a. vægt på, at du har relevant erfaring, passer ind i vores kultur og kan gå i spænd med kollegerne.
Jobopslag
Vi er altid glade for interessen for at arbejde i Sikkerhedsstyrelsen, men vi kan som statslig styrelse ikke ansætte på baggrund af uopfordrede ansøgninger.
Vi slår alle faste og tidsbegrænsede stillinger af mere end 12 måneders varighed op. Derfor opfordrer vi dig til at oprette en JobAgent eller holde øje med ledige stillinger her på siden.
Link til ledige jobs i Sikkerhedsstyrelsen
Ansøgning
I rekrutteringsprocessen anvender vi et elektronisk rekrutteringssystem. Her kan du søge en stilling hos os via en enkel registrering. Det er i systemet muligt at vedhæfte din ansøgning, dit cv og dine eksamenspapirer.
Når du har søgt et job, vil du modtage en kvittering for din ansøgning.
Samtaler og personlighedstest
Er du blandt de bedst kvalificerede til stillingen, indkalder vi dig til en samtale. Deltagerkredsen i samtalen kan variere lidt, men vil normalt bestå af lederen for den afdeling, der har en ledig stilling og en eller to medarbejder fra afdelingen.
Der afholdes typisk to samtalerunder i forbindelse med ansættelsesprocessen. Går du videre til anden runde, vil vi normalt bede dig gennemgå en personlighedstest. Alle, der personlighedstestes, får en personlig tilbagemelding på sit testresultat.
Tilbud om ansættelse
Er det dig, vi ønsker at tilbyde ansættelse, bliver du typisk kontaktet af lederen for afdelingen med henblik på lønforhandling.
Som ansat i staten vil du blive lønnet inden for rammerne af gældende overenskomst med Finansministeriet.
Afslag
Øvrige ansøgere, der har været til samtale, vil hurtigst muligt herefter få et afslag per telefon.
Der sendes efterfølgende skriftligt afslag ud til de ansøgere, der ikke har været indkaldt til samtale.