Referat 22. og 23. september

Tilstede: Mette Præst Knudsen, Annette Dragsdahl, Willy Goldby, May-Britt Aaskov Jacobsen, Jørgen K. Nielsen, Torben Steenberg, Jens-Olav Pedersen, Anita Rønne, Carsten Sørig, Torben Skødt, Jan Roed og Dorthe G. Rasmussen (referent).

Afbud: Flemming Jensen, Elin Brandi Sørensen, Niels Jørgen Hansen. Afbud fredag: Torben Steenberg.

Velkomst ved Mette Præst Knudsen
Formanden bød velkommen til mødet og rettede en særlig velkomst til rådets nye medlem, Jørgen K. Nielsen fra DEBRA. Herefter godkendte rådet dagsordenen samt udkast til referat fra mødet 24. juni 2011.

Orientering fra styrelsen og udvalgene
Carsten Sørig orienterede om, at styrelsen i lyset af den parlamentariske situation nu er en del af et forretningsministerium. Det betyder, at nogle sager må afvente en afklaring.

Indledningsvis spurgte Willy Goldby, om det er muligt at speede processen om el-eftersynsordningen op, hvortil Carsten Sørig svarede, at der allerede er stort fokus på projektet i styrelsen.

Derefter gik rådet over til orienteringen fra udvalgene. En undersøgelse viser, at størstedelen af de rejseadaptere, styrelsen har kontrolleret, er fejlbehæftede. Mette Præst Knudsen spurgte ind til styrelsens strategi på området. Der er udsendt pressemeddelelse om emnet, og Jan Roed fortalte endvidere, at der internationalt arbejdes på ens regler. Rejseadaptere er typisk et produkt, som købes på rejse, derfor er det vigtigt med ensartede regler på området. Jan Roed kunne i øvrigt orientere om, at alle standarder for el-produkter, som kan tænkes at blive benyttet af børn, vil blive revideret de kommende år.

Carsten Sørig fortsatte med en orientering om styrelsens indsats på solarieområdet. Styrelsen kan måle en forbedring blandt de største aktører på området, men fortsætter sin kontrolindsats i efteråret.

Niels Jørgen Hansen havde sendt en mail til styrelsen om telefonrådgivningen på el-området. Han gjorde i mailen opmærksom på, at TEKNIQ mener, det er meget vigtigt, at styrelsen selv varetager rådgivningen for at opretholde kompetence og forståelse for de praktiske problemer. Hans synspunkt fik opbakning fra Willy Goldby, som sagde, at strategien med at indsource standardiseringsarbejdet efter hans opfattelse er fin, men at han undrer sig over, at strategien tilsyneladende er anderledes på telefonrådgivningen.
Carsten Sørig orienterede om, at det kun er informationsdelen i relation til den hidtidige tilsynsordning, der er i udbud.
Willy Goldby udtrykte endvidere bekymring for, at styrelsen mister for mange erfarne medarbejdere med teknisk indsigt.
Til dette svarede Carsten Sørig, at det selvfølgelig altid er trist at miste erfarne medarbejdere, men at styrelsen har stor fokus på at sikre et generationsskifte, så det tekniske niveau i huset opretholdes. Der er blandt andet udviklet en mentorordning for fire nyuddannede ingeniører.

Derefter gik rådet over til orientering fra medlemmerne i udvalgene under DTS.
Annette Dragsdahl fortalte, at Metrologiudvalget fungerer vældig godt. Udvalget er præget af stor entusiasme og engagement, og man håber på, at Danmark fortsat vil støtte forskningen inden for området. Man er i øjeblikket blandt andet i gang med at kortlægge uddannelserne inden for metrologiområdet.

I Gasudvalget havde man blandt andet fokus på den svingende naturgaskvalitet, som kan betyde problemer for et begrænset og identificeret antal kedler, som er mere end 10 til 15 gamle. Udvalget har besluttet at udsende en meddelelse om, at disse kedler som minimum skal serviceres hvert andet år.
Dette fik Annette Dragsdahl til at sige, at det efter hendes mening rejser en principiel diskussion. Hun finder, at der generelt i samfundet bliver mere og mere tilsyn, lovgivning og straf, og hun efterlyste en overordnet politik. Man kan ikke undgå ulykker på grund af produkter, men hvad er et acceptabelt niveau, lød hendes spørgsmål.

Carsten Sørig understregede, at styrelsen gerne vil neddrosle på både tilsyn og lovgivning og opprioritere kommunikationsindsatser, som er baseret på viden. Samtidig må man dog være opmærksom på, at det omgivende samfund, fx Kommissionen, har forventninger til, at styrelsen udfører et vist antal tilsyn og kontroller.

Jørgen K. Nielsen mente ikke, at man kan betegne den særlige indsats omkring kedlerne som en øget kontrol. Han så det som en målrettet risikobaseret indsats og som en opfølgende handling med udgangspunkt i kvalitetsstyringssystemet. Willy Goldby spurgte, om man havde informeret i sagen, Carsten Sørig bekræftede, at gasselskaberne har skrevet til deres kunder.

Rådet gik derefter over til at diskutere muligheden for, at alle produkter kan blive udstyret med en ”sidste salgsdato” eller en udløbsdato. Torben Steenberg rundede diskussionen af med at slå fast, at Forbrugerrådet gerne ser, at produkter er udstyret med en produktionsdato, så man på den måde kan se, hvor gammelt ens produkt er.

Orientering fra MSE-udvalget kommer på dagsordnen på mødet i december.

Udkast til nyt kommissorium for El-udvalget skal tilrettes, så det ligner de andres udvalgs og foreligges for DTS igen.

Udkastet til forretningsorden for Autorisationsudvalget var blevet fremsendt for sent og skal ligeledes behandles på mødet i december.
Generelt skal der til mødet udarbejdes et overblik over alle udvalgs kommissorier og forretningsordener. Tingene skal ensrettet, og udvalgenes forretningsorden skal tage udgangspunkt i DTS’s.

Meddelelser
Carsten Sørig orienterede om, at stillingen som styrelsens direktør er slået op. Han informerede endvidere om, at styrelsen har indgået aftale med SDU om en Phd-studerende, som skal forske i forbrugeradfærd. Styrelsen består nu af 120 medarbejde.

Der skal udpeges medlemmer til rådet igen, og der vil blive udsendt information til organisationerne om processen.

Rådet nikkede ja til følgende ændring i Metrologiudvalget:

  • Manager Erik Haulund Christensen, DONG Energy A/S, erstatter konsulent Charlotte Frambøl, DANVA.

Faglige emner
Der er i september blevet holdt en konference om fyrværkeri. Arrangørerne var brancheforeningen, DI og Dansk Erhverv, desuden deltog læge Jens Lauritsen fra OUH og Sikkerhedsstyrelsen. Annette Dragsdahl fortalte indledningsvis, at forventningerne til deltagerantallet, på trods af en stor indsats, ikke var blevet indfriet. Man havde håbet på 100 til 150, men endte med 47 betalende deltagere.
Arrangementet forløb godt, men man måtte konstatere, at love og regler, herunder direktivet, er indviklede og uigennemskuelige.

Læge Jens Lauritsen gennemgik skadesregistreringerne og lagde i sit oplæg op til, at erhvervslivet skal betale for de skader, der sker på grund af fyrværkeri. Dette synspunkt vakte frustration i dele af brancherne, fortale Annette Dragsdahl. Der indgår jo mange faktorer, når skaderne sker. Alkohol i forbindelse med håndtering af fyrværkeri udgør jo en øget risiko. Fyrværkeri er i sin natur et farligt produkt, og hvad er egentlig et acceptabelt niveau? Hun gentog sin argumentation fra tidligere om stigende forbud og regulering i samfundet.

Mette Præst Knudsen mente, at man også med en passende adfærd kan komme galt af sted, og at borgerne har krav på beskyttelse. Naturligvis skal brancherne have ordentlige vilkår, men det er vigtigt, at produkterne ikke er fejlbehæftede, så de udgør en ekstra risiko.

Også CE-mærkningen af fyrværkeri giver mange udfordringer, og Annette Dragsdahl efterlyste en ensartet EU-lovgivning, da der er alt for mange særregler på området. Dette synspunkt bakkede Carsten Sørig op om, men mente, at hvis Notified Bodies får etableret et godt samarbejde med branchen om fx kvalitetskontrol, er der håb om, at problematikken med fejlende produkter vil blive løst.

Annette Dragsdahl rundede sit indlæg af med at fortælle, at fyrværkeribranchen udarbejder informationsmateriale om korrekt håndtering af fyrværkeri til detailhandlen, som den kan købe og give videre til sine kunder.

Orientering om resultatkontakt
Arbejdet med oplæg til resultatkontrakten 2012 er allerede så småt i gang. Styrelsen har bl.a. fokus på effektiv udnyttelse af energi, så forbrugerne fx kan benytte el, når den er billigst i form af det såkaldte Smart Grid. Carsten Sørig orienterede om forsøgsanlægget på Bornholm, hvor styrelsen skal afdække de sikkerhedsmæssige risici. Anita Rønne spurgte, om styrelsen allerede har kendskab til eventuelle risici. I den forbindelse nævnte Jan Roed, at man på standardiseringsfronten er ved at undersøge, hvilke husholdningsapparater der absolut ikke må tænde af sig selv.

Jens-Olav Pedersen nævnte, at det også er vigtigt at have fokus på dem, der skal udføre arbejdet på installationerne, mens Anita Rønne gjorde opmærksom på, at der allerede eksistere en række arbejdsgrupper på Smart Grid området. Willy Goldby bemærkede, at der er et stort udestående omkring ensartede regler i EU. Han mente, at åbne protokoller, så systemerne kan fungere sammen, er den rigtige vej frem.

Carsten Sørig gav udtryk for, at det netop er sådan nogle spørgsmål en analyse, som styrelsen vil foretage af Smart Grid området, skal afdække. Medlemmerne spurgte, om også el-biler vil blive inkluderet i analysearbejdet, hvilket er et område styrelsen er ved at afklare med Trafikstyrelsen.

Rådets medlemmer gav udtryk for, at de gerne vil inddrages i arbejdet. Og afslutningsvis foreslog Mette Præst Knudsen, at en farbar vej kunne være at arbejde ud fra styrelsens planlægning, og så se, hvordan rådet bedste kan indpasses.

Af andre ting, som er i overvejelse til resultatkontrakten nævnte Carsten Sørig det stigende krydspres mellem begrænsede budgetter og forventninger fra borgere og virksomheder om en mere effektiv offentlig sektor, ligesom han talte om reduktion af administrative herunder de oplevede byrder for erhvervslivet og færre regler.

Elsikkerhed
Styrelsen har tidligere udarbejdet en rapport, som beskriver situationen inden for fejlstrømsafbrydere. Der er gennemført en ny undersøgelse, og resultaterne er i store træk sammenlignelige med dem i den tidligere rapport. Torben Skødt fortalte om baggrunden for indsatsen og gennemgik undersøgelsen. Der er fortsat et mindre antal afbrydere, som ikke virker, hvorfor styrelsen fortsat vil have fokus på forebyggelse og informere forbrugere og fagfolk om nødvendigheden af at teste fejlstrømsafbryderen. Styrelsen forventer, at indførelsen af eleftersyn kommer til at omfatte en kontrol af afbryderen i et meget stort antal husstande. I samarbejde med TEKNIQ og VELTEK gennemfører styrelsen i efteråret en informationskampagne om test af afbrydere rettet mod forbrugerne. Willy Goldby indskød, at der er udsigt til en spændende kampagne, og at man i brancherne er med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Derefter gik diskussionen over til eleftersynsordningen. Inge Stage og Torben Skødt gav en status på projektet med hensyn til bekendtgørelsesarbejdet og selve administrationssystemet, som installatørerne skal tilmelde sig.

Jens-Olav Pedersen slog fast, at samarbejdet med styrelsen tegner fint, og fortalte, at man i brancherne er ved at etablere et 1-dags kursus i ordningen. Han påpegede dog, at uvildigheden kan vise sig at være et stort problem for installatørerne. Oplægget er, at installatørerne ikke må tjekke deres eget arbejde. Jørgen K. Nielsen gav udtryk for, at det i sammenhæng med uvildighedskravet kan være svært for en installatør at se, om det er hans firma, der har udført en given installation, hvis den har en del år på bagen. Han spurgte endvidere, om resultaterne af eleftersynet bliver gjort offentlig tilgængelige på samme måde som energimærkningen. Til dette svarede Inge Stage nej.

Annette Dragsdahl ville vide, hvordan en forbruger kan finde en installatør, som er tilmeldt ordningen. Til dette svarede Inge Stage, at det vil ske via boligejer.dk, som de to øvrige ordninger.

Mette Præst Knudsen hæftede sig ved, at det i eleftersynsrapporten ikke nævnes, om installationen er tidssvarende. Hun hæftede sig også ved, at rapporten ikke indeholder anbefalinger, men kun forholder sig til, om installationen er lovligt udført. Hun fandt, at det er vigtigt, at forbrugerne fx får af vide, om deres fejlstrømsafbryder er en hfi eller en hpfi, og om den skal skiftes. Hendes synspunkt vandt opbakning hos Jørgen K. Nielsen, som også fandt informationen vigtig.
Jens-Olav Pedersen mente, at eftersynet må betegnes som et øjebliksbillede, og at prisen, som er et kompromis, nødvendigvis må afspejle, at rapporten ikke kan betegnes som et fuldt eftersyn af hele installationen og dens beskaffenhed.

Annette Dragsdahl stillede spørgsmålet, om kontrol af alle lampeudtag indgår i eftersynet. Torben Skødt slog fast, at der kun vil være tale om stikprøvevist tjek af udtagene, prismæssigt er der ikke plads til, at alt kan blive efterset. På den anden side understregede han, at netop her kommer installatørernes faglighed i spil, for de ved, hvor og hvad de skal kigge efter. Carsten Sørig sagde, at ordningen ikke er gearet til, at alle fejl skal findes, mens Torben Skødt gentog, at en erfaren installatør ved, hvor fejlene typisk begås. Han påpegede også, at styrelsen vil foretage cirka 500 kontroleftersyn af om eleftersynet er udført ordentligt. Dette fandt Willy Goldby betryggende.

Afslutningsvis blev der spurgt, om ordningen også dækker andelsboliger. Det gør den ikke, da ordningen kommer til at omfatte køb af fast ejendom. Køb af andel i en andelsboligforening og køb af en aktie eller andet adkomstdokument med tilknyttet brugsret til en bolig er ikke køb af fast ejendom. Det samme gælder køb af færdige huse til opstilling på en grund, køberen ejer, samt køb af byggesæt mv.

Forslag til kommende dagsordenpunkter fra medlemmerne
Medlemmerne udtrykte ønsker om følgende punkter til kommende møder:

  • Markedsovervågning 2012
  • Gennemgang og ensretning af kommissorier og forretningsordener for underudvalg
  • Gasreglementet, herunder biogas
  • Smart Grid, intelligente el-målere og el-biler
  • Annette Dragsdahl efterlyste en konstruktiv debat om sikkerhed på et mere overordnet niveau. Anita Rønne mente, at det diskuteres løbende i rådets arbejde.

Mette Præst Knudsen afsluttede mødet med at konkludere, at den debat formodentlig må foregå løbende, fx når rådet behandler ulykkesstatistikker.

Eventuelt og mødedatoer i 2012
DTS mødes næste gang 5. december i Stege på Sjælland, hvor Flemming Jensen er vært.
Indtil videre er der aftalt møder i 2012 6. og 7. september og 27, november. Styrelsen sender snarest forslag til øvrige møder ud til afstemning.

Sidst opdateret: 12-dec-2011 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top