Tilstede: Mette Præst Knudsen, Anita Rønne, Erik F. Hyldahl, Annette Dragsdahl, Willy Goldby, Flemming Jensen, Jens-Olav Pedersen, Niels Jørgen Hansen, Torben Steenberg, Elin Brandi Sørensen, Jacob Schmidt, Carsten Sørig, Torben Skødt, Jan Roed og Dorthe G. Rasmussen (referent).
Afbud: Ingen.
1) Velkomst ved Mette Præst Knudsen
Formanden bød velkommen til mødet.
2) Godkendelse af dagsorden
Dagsorden blev godkendt.
3) Godkendelse af referat fra mødet 3. december 2008
Referat blev godkendt.
4) Styrelsens nye kontorchef for Sikkerhedsteknisk Afdeling, Stine Pedersen, præsenterede sig for Rådet
5) Sket siden sidst
Under punktet om harmonisering af autorisationslovgivningen fastslog medlemmerne, at de ser frem til at drøfte styrelsens oplæg på mødet 10. juni 2009.
Punktet om tvungen elsyn ved hushandler blev suppleret med en kommentar om, at der kan forventes en afklaring af, om elsyn vil blive obligatorisk i løbet af efteråret. Rådet spurgte ind til deltagerne i Regeringens hus-eftersynsordning, og nogle medlemmer fandt det paradoksalt, at el er undtaget ordningen.
Omkring den nye Produktsikkerhedslov blev notatet uddybet med kommentarer om, at et af formålene med en ny lov er, at sikre at den bliver målrettet produktområdet. Det betyder, at loven fx ikke længere skal dække serviceydelser og produkter til dyr, som den gør i dag.
På fyrværkeriområdet blev Rådet informeret om, at partierne i Folketinget vil diskutere muligheden for at ændre affyringsperioden. Det vil kræve en lovændring, hvis perioden fx skal begrænses til perioden mellem jul og nytår.
Notatet blev også suppleret med oplysningen om, at Legetøjsdirektivet formodentlig bliver underskrevet, inden EU Parlamentet går på sommerferie. En ganske rimelig formodning i lyset af at Parlamentet opløses pga. EU valget 7. juni.
6) Faglige/strategiske emner til diskussion:
Styrelsens strategiarbejde ved Jacob Schmidt.
Styrelsens direktør, Jacob Schmidt, gennemgik det oplæg, han tidligere har præsenteret for styrelsens ansatte på et medarbejderseminar. Strategien består af tre ben: Overvågning, regulering og information.
Rådet kvitterede med en række kommentarer og synspunkter. Det blev bl.a. nævnt, at styrelsen skal passe på med ikke at fokusere for meget udenfor Danmarks grænser, da styrelsens interessenter er mere optagede af, hvordan situationen er i Danmark.
Omkring regulering blev det påpeget, at det er af stor betydning for effekten, at der er stor autoritet omkring styrelsen i brancherne. Reglerne skal naturligvis både være kendte og til at forstå, men det er autoritet, der sikrer at reglerne følges, understregede rådets medlemmer.
Andre påpegede, at EU er meget vigtig, men at det naturligvis afhænger af, hvilken stol man sidder på. Og her blev argumenteret for, at udveksling af statistik og information på tværs af EU er af stor vigtighed. Nogle medlemmer påpegede også, at det er vigtigt, at styrelsen orienterer sig internationalt bl.a. på standardiseringsarbejdet, så det sikres, at Danmark er på forkant med udviklingen i forhold til resten af EU.
Styrelsens vision om at være Europas bedste myndighed på det sikkerhedstekniske område blev adresseret. Der blev bl.a. spurgt en del ind til, hvad ordet ”bedste” reelt dækker over. Styrelsens direktør fastslog, at det handler om, at vi skal være det land med det rigtige sikkerhedsniveau, altså i høj grad et niveau som ligger inden for det muliges kunst.
a. Fra regler til standard (Stærkstrømsbekendtgørelsen).
Kontorchef Torben Skødt fortalte om styrelsen projekt omkring et nyt afsnit 1. Afsnittet har i sin enkelthed til formål at beskytte mod elektriske stød og brande, som kan opstå på grund af el. Det er styrelsens ønske at arbejde hen mod en risikobaseret tilgang frem for en regelbaseret tilgang på elområdet, på samme vis som lovgivningen er strikket sammen i Norge og Sverige.
Rådet rejste en lang række spørgsmål, bl.a. blev det diskuteret, om en sådan håndtering er mulig, ligesom nogle medlemmer havde svært ved at se formålet med en ændring. Man mente, at såfremt der skal ske ændringer, burde det ske ved, at alle regler blev samlet i ét dokument, så man ikke skal lede flere forskellige steder. Der blev også diskuteret hvem, der i den sidste ende vil sidde med ansvaret, og om sikkerheden vil kunne blive lavere ved en regelændring. Styrelsen tilbageviste dette og fremførte, at en af fordelene ved at arbejde efter standarder er, at disse opdateres løbende, så man ved en ændring ville kunne opnå større fleksibilitet, og mente, at det er den rigtige vej at gå.
Det blev fremført, at dialog med brancherne er uhyre vigtig, hvortil styrelsen svarede, at det netop var årsagen til, at punktet var på dagsordenen.
Formanden konkluderede, at Rådet ønsker at få den rapport, som styrelsen udarbejder efter det indledende analyse arbejde, til diskussion.
7) Orientering fra udvalgene
I forbindelse med referatet fra udvalget vedrørende Autorisationer og virksomhedsregulering fremførte et af medlemmerne, at der optræder en fejl i referatet. Punkt 6 på side 5 hvor der står:
Der var en drøftelse af spørgsmålet. Arne Hosbond foreslog, at Sikkerhedsstyrelsen – hvis det er teknisk og økonomisk muligt - som en midlertidig foranstaltning kan indsætte en tekst ved autorisationsregistret på hjemmesiden, hvor det anføres at service = opstart og indregulering. Det blev understreget, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem service og opstart og indregulering. Sikkerhedsstyrelsen undersøger nærmere.
Omkring referatet fra udvalget for fyrværkeri blev det påtalt, at branchen har svært ved at forstå, at det kan tage op til 3 mdr. at få svar, når styrelsen har testet produkter i forbindelse med sin markedskontrol. Styrelsen måtte medgive, at det er uforholdsmæssig lang tid, og lovede at vende sagen en gang mere i huset.
Omkring Installationsudvalget har Willy Goldby sendt mail til sekretæren (dgr@sik.dk) om indstilling af et nyt medlem.
Orienterer om strategien på metrologiområdet.
Annette Dragsdahl orienterede om den nye strategi på metrologiområdet. Hun understregede, at det er uhyre vigtigt, at vi i Danmark får lagt en strategi for metrologien, da vi har en lang række forskellige aktører, som er afhængige af metrologi. I udlandet har man ofte kun ét organ, som håndterer den nationale strategi, og det handler om at sikre fælles mål for metrologien i Danmark.
Rådet roste strategien og gav sin fulde støtte til det videre arbejde.
8) Meddelelser:
a. DTS og underudvalgene (notat vedhæftet).
Carsten Sørig tog udgangspunkt i det notat, han havde udarbejdet til mødet. I notatet gennemgik han Rådets historie og udvikling, desuden fremførte han to konkrete forslag til en forbedring af samarbejdet mellem DTS og dets underudvalg. Rådet gav på side udtryk for, at det fortsat føler en vis usikkerhed i forbindelse med sin rolle. Medlemmerne mente, der trods de to forslag, fortsat vil være usikkerhed blandt rådets medlemmer. I sin enkelthed handler det om, hvor meget og til hvad styrelsen ønsker at bruge DTS, nævnte et medlem. Andre medlemmer pointerede, at DTS er andet og mere end en høringspartner, og mente, at det er utilfredsstillende, at nogle underudvalg synes at køre deres eget løb. Et andet medlem mente, at der ikke kan herske tvivl om, at underudvalgene skal indstille deres beslutninger til godkendelse i DTS.
Alle kunne dog blive enige om, at det handler om at bevare det gode og tillidsfulde samarbejde mellem interessenterne og styrelsen. Formanden konkluderede, at punktet kommer på som et af hovedområderne, når DTS mødes til det lange møde 3. og 4. september 2009 i Esbjerg. Ligesom hun også fremførte, at der allerede er en del muligheder for strukturering af samarbejdet i den gældende forretningsorden, som bør udforskes. Afslutningsvis understregede hun, at det nødvendigvis også må være en fælles opgave at definere spillereglerne for forholdet mellem DTS, dets underudvalg og styrelsen.
Medlemmerne drøftede, om man skulle invitere formændene for udvalgene til at deltage i et DTS møde, og der var enighed om at tage endelig stilling til muligheden, når indholdet for mødet 3. og 4. september foreligger.
b. Revurdering af underudvalgsstrukturen. Oplæg ved Carsten Sørig.
Carsten Sørig lagde op til debat med at melde ud, at hele strukturen for underudvalgene efter hans mening trænger til en revurdering.
Nogle bakkede op om den udmelding, da den nuværende struktur i høj grad er historisk betinget, og mente, at det er det helt rigtige tidspunkt til at vende tingene en ekstra gang. Det frembragte det synspunkt, at det måske var en overvejelse værd at erstatte udvalgene med ad hoc arbejdsgrupper.
Det fik andre medlemmer på banen, som mente, at man ikke nødvendigvis skal dræbe alt det gamle. De påpegede også, at det menneskelige element, altså dét at man lærer hinanden at kende gennem udvalgsarbejdet, kan have stor betydning for samarbejdet.
Også her kunne formanden konkludere, at emnet skal på dagsordenen på mødet 3. og 4. september 2009. Medlemmerne gav hinanden håndslag på, at de ville forhøre sig i deres respektive baglande og indhente synspunkter og input til optimering af samarbejdet mellem DTS og underudvalgene. Informationerne fra medlemmerne medbringes til mødet 10. juni, og vil komme til at indgå som en del af oplægget til mødet 3. og 4. september.
c. I forbindelse med Arne Andersens udtrædelse af noterede rådet sig, at Installations- og netudvalget har fået ny formand, Morten Sørensen.
d. Indstilling til Det Tekniske Sikkerhedsråd om godkendelse af ændring af forretningsordenen samt valg af formand for Autorisationsudvalget. Rådet godkendte indstilling og valg af formand for Autorisationsudvalget.
9) Evt.
Næste møde finder sted onsdag 10. juni hos TEKNIQ i Glostrup, mens mødet 25. november efter alt at dømme finder sted hos DI.