Tilstede:
Mette Præst Knudsen, Elin Brandi Sørensen, Anita Rønne, Erik F. Hyldahl, Annette Dragsdahl, Willy Goldby, Flemming Jensen, Jens-Olav Pedersen, Niels Jørgen Hansen, Carsten Sørig, Peter Raben Nebeling, Torben Skødt, Jan Roed og Dorthe G. Rasmussen (referent).
Afbud:
Ebbe Seligmann og Torben Steenberg.
1. Velkomst
Ved konstitueret direktør Carsten Sørig.
2. Godkendelse af dagsorden
Rådet godkendte dagsorden.
3. Godkendelse af referat
Rådet godkendte referat fra mødet 3. december 2007 uden kommentarer.
4. Præsentationsrunde
En del af Rådets medlemmer er nye, derfor tog man en runde bordet rundt.
5. Konstitueret direktør Carsten Sørig præsenterede den nye organisation i styrelsen
Rådet fremhævede, at det er vigtigt, at styrelsen arbejder med sikkerhed på tværs af afdelingerne i huset, så der ikke opstår en silo-tankegang. Styrelsen forsikrede, at den har fokus på dette - også i det internationale arbejde.
6. Meddelelser
Rådets medlemmer blev orienteret om status på indførelse af krav om supplerede beskyttelse med fejlstrømsafbryder i Stærkstrømsbekendtgørelsen. Herunder de ændringsforslag, der er blevet sendt i høring med frist for kommentering 11. juni. Medlemmerne blev samtidig orienteret om resultatet af de såkaldte DUT-forhandlinger, som bl.a. er endt med, at Danske Regioner og Kommunernes Landsforening ikke mener, der er DUT-penge tilknyttet kravet om fejlstrømafbryder i bolig- og boliglignende installationer, hvor styrelsen fastholder kravet om supplerende beskyttelse.
Fra TEKNIQ gjorde man opmærksom på, at man finder det acceptabelt, at man vise steder i samfundet har behov for lidt mere tid til implementering af kravet. Samtidig understregede man, at man finder det positivt og vigtigt, at styrelsen overordnet set holder fast i kravet. Organisationen udtalte utilfredshed med at få informationer om ændringerne i bekendtgørelsen sent i forløbet. Styrelsen forklarede dette med, at der var sluppet informationer ud fra forhandlingerne, mens de var i gang, og at det var styrelsens opfattelse, at forhandlingerne skulle være afsluttet, før noget blev meldt ud.
Fra Elektrikerforbundet lød meldingen, at man så ændringerne i Stærkstrømsbekendtgørelsen som et kompromis og udtryk for det muliges kunst.
Rådets medlemmer understregede, at det er vigtigt, at der fortsat er samhørighed mellem åbningen for brug af stikkontakter produceret efter fransk/belgisk standard og indførelse af fejlstrømsafbryder. Styrelsen bekræftede, at situationen fortsat er sådan, at en fejlstrømafbryder er forudsætningen for brug af den slags kontakter.
Carsten Sørig orienterede Rådet om et arrangement, der forventes at løbe af stablen i efteråret 2008. Styrelsen vil invitere folkevalgte, der arbejder med sikkerhed, til en tema-dag i Esbjerg. Medlemmerne fandt, det var en god ide at give medlemmer af erhvervsudvalget og andre relevante politikere indblik i det komplekse arbejdsområde. Ikke mindst i lyset af den såkaldte Varepakke, som bl.a. giver øget fokus på markedsovervågning.
Rådet nikkede ja til nye medlemmer af Autorisationsudvalget, da Allan Steenberg Andersen, Dansk El-Forbund indtræder i stedet for Allan Schneidermann. Hannah Scheel Andersen, konsulent, cand. jur., Dansk Vand- og Spildevandforening (DANVA) indtræder i stedet for Torlei Thomsen. Bjarne Madsen, Dansk Energis Produktionsforum udtræder pr. 9. juni, og Dansk Energi sender indstilling om nyt medlem. Samtidig nikkede Rådet ja til en mundtlig orientering om, at Kim Fusager Balle fremover repræsenterer Blik og Rørforbundet i Gasudvalget i stedet for Henrik W. Petersen
I relation til det udsendte referat fra Metrologiudvalget orienterede Annette Dagsdahl rådet om, at der havde været endnu et møde i udvalget og, at det med tilfredshed kan konstateres, at udvalget er operationelt, og kan udpege og give indstillinger om støtte til vigtige områder inden for metrologien i Danmark.
Rådet havde i øvrigt ingen kommentarer til de syv fremsendte referater fra underudvalgene, men medlemmerne gav udtryk for meget forskellige behov omkring information fra udvalgene. Nogle var meget tilfredse med at få tilsendt referater, mens andre mente, det ville være nok at få essensen. Det blev vedtaget at udarbejde en version med essensen fra møderne.
Sikkerhedsstyrelsen vil nærmere overveje en procedure for det fremtidige samarbejde med underudvalgene. Et emne, der bliver drøftet på et kommende møde.
7. Kommende udfordringer for rådet og Sikkerhedsstyrelsen
Carsten Sørig orienterede om styrelsens strategi. Han understregede, at implementering af varepakken og sikring af administrative lettelser indebærer store udfordringer for styrelsen.
Kontorchefer Jan Roed og Peter Raben Nebeling orienterede om varepakken og om dens konsekvenser for Sikkerhedsstyrelsen.
De understregede, at varepakkens to forordninger om gensidig anerkendelse af produkter, lovligt markedsført i et andet land, og primært om fælles regler for akkreditering og markedsovervågning nødvendiggør nye samarbejdsopgaver både nationalt og på EU-plan for styrelsen. En række opgaver må sættes i et langt højere gear, end tilfældet er for øjeblikket.
Således må markedsovervågningsaktiviteterne på elområdet og for generel produktsikkerhed væsentlig forøges.
Peter Raben Nebeling oplyste, at Sikkerhedsstyrelsen for nærværende forhandler med departementet om finansieringen af de udvidede aktiviteter som følge af varepakken.
Rådets medlemmer tog redegørelsen til efterretning. Flere indikerede, at den opstillede plan for implementering af varepakken er hel nødvendig. Det er desuden naturligt, at Sikkerhedsstyrelsen spiller sig ind til de nye nationale koordineringsopgaver for teknisk sikkerhed.
Afslutningsvis orienterede Carsten Sørig om styrelsens lovprogram for de kommende år. Planen indebærer, at næsten alle styrelsens love er i spil som følge af behovet for en ny produktsikkerhedslov, en implementering af tjenesteydelsesdirektivet, forenklinger på autorisationsområdet samt implementering af den kommende administration af varepakken.
Han understregede, at programmet direkte vil influere på de kommende drøftelser i rådet og dets underudvalg. Styrelsen vil bestræbe sig på at inddrage rådet i så god tid som mulig.
8. Fagligt tema - elulykker
Kontorchef Torben Skødt fremlagde et diskussionsoplæg om fordele og ulemper ved tvunget eftersyn af elinstallationer ved hushandler. Torben Skødt understregede, at oplægget skulle ses i sammenhæng med andre initiativer for at forbedre den sikkerhedsmæssige tilstand på elinstallationsområdet.
Med udgangspunkt i styrelsen registreringer af fejl fundet ved tilsynsordningen af nye elinstallationer kunne Torben Skødt konstatere, at der var ca. 20 % alvorlige fejl ved nye installationer, hvilket er alt for højt, men han understregede, at de mange fejl ikke afspejler sig i ulykkesstatistikken, hvor der fortsat er et lavt antal dødstal. Han orienterede endvidere om, at den nye tilsynsordning fremadrettet omfatter eksisterende installationer, men at der endnu ikke er indkommet resultater på dette område.
Torben Skødt understregede, at tiltag til forbedring af sikkerhedsforholdene kunne bestå i flere foranstaltninger, eksempelvis sikring af større grad af vedligeholdelse ved nye krav eller ved information og holdningsbearbejdelse. En af disse foranstaltninger kunne være indførsel af tvunget eftersyn af elinstallationer ved hushandler, som var indeholdt i hans oplæg til diskussion.
Som udgangspunkt er Rådets medlemmer enige i den sikkerhedsmæssige betydning af et tvunget eftersyn. Et medlem gav udtryk for, at mange køkkener efterhånden er de rene maskinparker, og at det desværre er en udbredt misforståelse i befolkningen, at elinstallationer og elprodukter varer evigt. Som en konsekvens af det halter det med vedligeholdelsen. Man må formode, at et tvunget eleftersyn vil kunne afhjælpe risici for brandulykker, men over for den formodning står argumentet, at ordningen vil koste mange penge. Baseret på en simpel udregning (70.000 hushandler x 3.000 kroner pr. eftersyn) kan ordningen ende op med at koste 210 millioner kroner hvert år.
Det blev også debatteret, om ordningen kunne være en del af tilstandsrapporten, da elsikkerhed alt andet lige må vurderes som sikkerhedsmæssigt mere væsentligt, end fx tilstanden af termoruderne.
Det blev også vendt, om man kunne påtrykke en generel opfordring på tilstandsrapporten til at få udført et eftersyn af de elektriske installationer.
Diskussionen rettede sig mod overordnede emner som forventet sikkerhedsmæssig effekt, økonomi, elementer i en eventuel ordning og ansvarsfordeling. Fokus var også rettet mod, hvilket organ der i givet fald skulle stå for tilsynene, og hvilke elementer, der skulle indgå. Også muligheden for at indgå i et samarbejde med forsikringsselskaberne blev berørt.
Konklusionen blev, at der er en række forhold, der må belyses nærmere, ligesom andre foranstaltninger til forbedring af sikkerhedsforholdene også må analyseres.
Carsten Sørig understregede, at Sikkerhedsstyrelsen er i proces med sådanne analyser, og at styrelsen vil vende tilbage til Rådet ved et senere møde for at drøfte resultatet af disse analyser.
9. Eventuelt - herunder fastlæggelse af tidspunkter og steder for møder i 2008.
Næste møde er i Esbjerg, onsdag og torsdag 24. og 25. september, start onsdag ca. 15.00 - afslutning torsdag ca. 13.00. Onsdag 26. november blev ændret til onsdag 3. december hos DI (vært: Annette Dragsdahl).
Mødedatoer i 2009: Onsdag 15. april, onsdag 10. juni, torsdag/fredag 3. og 4. september, onsdag 25. november.
Med hensyn til den geografiske fordeling af møderne mente Rådet, at man skal fortsætte med den nuværende model, hvor to-dages mødet som udgangspunkt holdes i Esbjerg (eller omegn), mens resten finder sted hos Rådets medlemmer.