Referat - 3. december 2008

Tilstede: Mette Præst Knudsen, Anita Rønne, Erik F. Hyldahl, Annette Dragsdahl, Willy Goldby, Flemming Jensen, Jens-Olav Pedersen, Niels Jørgen Hansen, Jacob Schmidt, Carsten Sørig, Torben Skødt, Jan Roed, Tina Ovesen Pedersen og Dorthe G. Rasmussen (referent).

Afbud: Ebbe Seligmann, Torben Steenberg og Elin Brandi Sørensen.

1) Velkomst ved Mette Præst Knudsen

Formanden bød velkommen.

2) Godkendelse af dagsorden

Dagsorden blev godkendt, og derefter tog rådet fat på en debat om grænseflader mellem DTS og dets underudvalg udenfor dagorden. Nogle medlemmer fandt, at de ikke tidsnok bliver orienterede om sager, som bliver behandlet i underudvalgene. Medlemmer gav endvidere udtryk for, at de følte sig usikre på rådets rolle, og efterspurgte en procedure for: hvor og hvordan sager begynder og slutter, og hvor ansvaret reelt ligger. Som eksempel blev harmoniseringer på autorisationslovgivningen nævnt. Her spurgte nogle medlemmer til processen, da man mente, at diskussionen burde have været begyndt i rådet. Medlemmerne havde derfor fået indtryk af, at processen allerede lå fast og kørte i underudvalgene. Dette kunne styrelsen dog tilbagevise, da man kun har taget hul på det indledende arbejde, men samtidig medgav styrelsen, at forløbet ikke havde været optimalt, da den principielle debat burde have været begyndt i rådet. Dette var af tidsmæssige årsager ikke muligt.

Både i lyset af debatten og i lyset af, at rådet har fået en del nye medlemmer, lovede vicedirektør Carsten Sørig, at styrelsen til næste møde udarbejder et notat, som på et praktisk niveau beskriver procedurer, arbejdsområder og snitflader for Rådet og dets underudvalg. Populært sagt en slags spilleregler. Han understregede dog samtidig, at mellem 80 og 90 % af de ting, der diskuteres i underudvalgene, ikke er egnede for DTS, da de er alt for detaljerede og specifikke. Og de primære formål med rådet er jo netop rådgivning og at være et forum for de principielle diskussioner på det sikkerhedstekniske område.

3) Godkendelse af referat fra mødet 24. og 25. september 2008

Referatet blev godkendt med den kommentar, at der fortsat fokuseres på, at referaterne afspejler rådets diskussioner.

4) Sket siden sidst

Jan Roed uddybede notatet med de sidste nyheder fra de intense forhandlinger af legetøjsdirektivet, hvor tingene har ændret sig fra minut til minut. Det vigtigste punkt handler om tidsfristen.

Europa Parlamentet har accepteret den kompromistekst, som landene forhandlede sig frem til, og de stemte for forslaget i december 2008. Nu mangler rådet at stemme om det, hvilket sker engang i foråret under det tjekkiske formandsskab.

5) Orientering fra udvalgene (referater med forsider vedhæftet)

Medlemmerne havde denne gang fået tilsendt referater fra underudvalgene på en ny måde, da de var vedhæftet en forside, som beskrev de væsentligste emner fra udvalgenes diskussioner.

Formanden bad medlemmerne forholde sig til den nye metode at afrapportere på. Der var bred enighed om, at det var et godt initiativ, men medlemmerne efterlyste en ensretning, så udvalgene leverer på samme vis og på samme niveau. Rådet fremhævede på positiv vis afrapporteringerne fra udvalgene for gas, metrologi og EPS. Styrelsen vil tilstræbe en større ensartethed.

På gasområdet blev der spurgt ind til den såkaldte Baxi-sag. Her mente et rådsmedlem, at det var et sikkerhedsteknisk problem, at der var konstateret fejl ved cirka halvdelen af aftrækkene. Styrelsen kunne berolige med, at fejlene absolut ikke er kritiske, og at de bliver fundne ved producentens planlagte serviceeftersyn.

Der var ingen kommentarer til referatet fra Fyrværkeriudvalget, dog ønskede medlemmerne forsiden udbygget, så den ikke bare består af punkter på dagordenen, men reelt viser de vigtigste emner, der er blevet diskuteret på mødet.

Omkring Installations – og Netudvalget mente rådet, at styrelsens Årsrapport 2007 om anlægstilsyn og information til fagfolk, bør været et emne på det kommende møde, da der fortsat er for mange fejl i installationerne. Rådet efterlyste samtidig en forside til udvalgets referat med de væsentligste diskussionsemner på mødet.

Annette Dragsdahl kunne på Metrologiudvalgets vegne supplere referatet med oplysninger om, at der er iværksat et større strategiarbejde i regi af EU på metrologiområdet. Det udmærker sig i særlig grad ved, at fokus ligger på de kompetencer landene kan byde ind med, snarere end på de penge de enkelte lande lægger i projektet. Hun understregede, at DTS vil blive informeret nærmere om projektet, når det er relevant.

6) Udnævnelse af medlemmer til udvalgene for: Gas, Autorisation samt Installation - og Net.
De indstillede blev alle godkendte

7) Meddelelser:

DTS godkendte de foreslåede ændringer i Autorisationsudvalgets forretningsorden, men mente, at det af teksten bør fremgå, at udvalget fremover kan bestå af mellem 10 og 12 medlemmer.

DTS tog til efterretning, at udvalget vedrørende markedskontrolforhold er under omstrukturering.

8) Faglige/strategiske emner:

Styrelsens direktør Jacob Schmidt orienterede rådet om organisatoriske justeringer i organisationen og nævnte herunder, at styrelsen pr. 1. januar 2009 har fået en ny kontorchef for Sikkerhedsteknisk Afdeling, Stine Pedersen. Direktøren gennemgik også det kommende arbejde med strategi og værdier, hvor han bl.a. vil lægge stor vægt på at styrke det tværfaglige samarbejde i styrelsen.

Tina Ovensen Petersen orienterede om styrelsens projekt til forenkling og harmonisering af autorisationslovgivningen.

Hun understregede indledningsvis, at der er tale om overordnede og indledende tanker om, hvordan en ny lov kan komme til at se ud. Den endelige rapport, der skal danne grundlaget for det egentlige lovarbejde, skal være færdig 1. oktober 2009, mens selve loven skal være færdig 1. oktober 2010. Rådets medlemmer udtrykte stor interesse for både at blive inddraget og for at blive holdt orienteret om projektet. Dette gav styrelsen tilsagn om.

Generelt gav medlemmerne udtryk for, at de naturligvis støtter op om forenkling og harmonisering, men at det ikke må gå ud over sikkerheden. Nogle medlemmer udtrykte forundring over tankerne om at afskaffe det personlige ansvar i forbindelse med de nye regler, og mente, der ligefrem kunne blive tale om en svækkelse af selve autorisationssystemet. Dette tilbageviste vicedirektør Carsten Sørig. Han understregede, at tankerne på nuværende tidspunkt skal opfattes som en drejning væk fra det regelstyrede til det risikobaserede og absolut ikke som en svækkelse af autorisationssystemet som sådan.

a) Gennemgang af statistikker for el-brande og el-ulykker 2007. Oplæg til debat ved Torben Skødt.

Den seneste statistik viser, at det fortsat typisk er ældre mennesker, som omkommer i forbindelse med el-brande. Der var bred enighed i Rådet om fortsat at fokusere på oplysning evt. i samarbejde med Ældresagen og den kommunale ældrepleje. På mødet blev muligheden for, at brancherne i højere grad kan udtænke flere sikkerhedsforanstaltninger i produkterne også vendt. Det blev samtidig vedtaget, at rådets medlemmer får tilsendt den seneste rapport om el-brande, som er lige på bedding.

9) Næste møde
Finder sted onsdag 15. april 2009, hvor Dansk El-Forbund på Vodroffsvej 26, 1900 Frederiksberg C er vært.

Sidst opdateret: 20-april-2009 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top