Referat - 24. og 25. september 2008

Tilstede: Mette Præst Knudsen, Elin Brandi Sørensen, Anita Rønne, Erik F. Hyldahl (kun onsdag), Annette Dragsdahl, Torben Steenberg, Willy Goldby, Flemming Jensen, Jens-Olav Pedersen, Niels Jørgen Hansen, Jacob Schmidt, Carsten Sørig, Torben Skødt, Jan Roed, Gro Funder Sommerlund (kun torsdag) og Jesper Villumsen (referent).

Afbud: Ebbe Seligmann

1) Velkomst ved Mette Præst Knudsen.

Formanden bød velkommen.

2) Godkendelse af dagsorden

Dagsorden blev godkendt. Punkt 7b blev behandlet onsdag, mens 7a og efterfølgende punkter blev behandlet om torsdagen.

3) Godkendelse af referat fra mødet 6. juni 2008

Formanden mindede rådet om datoerne for de kommende møder.

Torben Steenberg fremførte, at møderne principielt bør ligge i Esbjerg. Dette blev diskuteret, og formanden henholdte sig til referatet fra mødet 6. juni, hvorefter referatet blev godkendt.

4) Præsentation af styrelsens nye direktør

Jacob Schmidt blev kort introduceret.

5) Sket siden sidst

Carsten Sørig henviste indledningsvis til det udsendte materiale "Sket siden sidst" og supplerede med at oplyse om, at der fortsat er dialog omkring finansieringen af varepakken. Medlemmerne i DTS mener, at varepakken er et væsentligt punkt, som de ønsker at følge tæt. DI håber, at der vil blive fundet en model til finansiering, som ikke medfører nye gebyrer.

DI bad styrelsen kommentere på rygter om, at man overvejer at lave særregler på fyrværkeriområdet. Det påtænker styrelsen ikke.

Legetøjsdirektivet

Folketingets Europaudvalg gav opbakning til det forelagte mandat fredag den 19. september. Udvalgets egne medlemmer påpegede nødvendigheden af en forlænget overgangsordning på området for kemi.

Tjenesteydelsesdirektivet

Sikkerhedsstyrelsen har leveret bidrag til et lovforslag, som skal fremsættes for at bringe lovgivningen på Økonomi- og Erhvervsministeriets område i overensstemmelse med servicedirektivet. Herudover skal implementeringen af servicedirektivet på Sikkerhedsstyrelsens område gennemføres ved en række bekendtgørelser. Servicedirektivet kræver, at virksomhederne pålægges oplysningspligt i form af relevant information til brugerne. Der bliver tale om en generel rammelov, ligesom der bliver rettet i en række love. De vigtigste ændringer for styrelsen er på el og gas områderne. Regler om, at man ikke må have mellemværende med det offentlige, når man ansøger om autorisation, har styrelsen foreslået fjernet. De vigtigste ændringer er fremlagt for autorisationsudvalget, som ikke har haft kommentarer. TEKNIQ gjorde opmærksom på, at de ikke vil tages til indtægt for, at det er en god ide, at man fjerner reglerne omkring offentlig gæld, da reglerne alene ses som en byrde for myndighederne.

Erhvervsfremmeloven

Lovforslaget skal sikre, at dansk lov bliver bragt i overensstemmelse med EU’s forordning på området. Der vil i fremtiden kun være ét akkrediteringsorgan i Danmark. DANAK må dog ikke kunne misbruge sit monopol, hvorfor Sikkerhedsstyrelsen løbende må drøfte priser med DANAK. Carsten Sørig mener, at DANAK har udviklet sig meget de seneste år, og at de skal ekspandere. Styrelsen bliver pålagt overvågningen af DANAK’s akkrediteringsvirksomhed.

Status på HPFI

Kravet er gældende for boliger pr. 1. juli i år, og styrelsen er ved at starte et pilotprojekt med tilsyn på skoler, institutioner etc. Styrelsen fremlægger resultatet for rådet, når det foreligger.

Strategisk udfordringer

I forbindelse med produktsikkerhedsloven afventer styrelsen en godkendelse af kommissoriet fra regeringens koordinerings udvalg. SIK er formand for udvalget, som består af andre myndigheder, DI, Dansk Erhverv, samt Forbrugerrådet.

Ændringer af autorisationslovene

Styrelsen mener, at der er potentiale for at fjerne en række irritationsmomenter. I den forbindelse vil styrelsen selvfølgelig inddrage interessenterne, og forventer at kunne forelægge planerne for autorisationsudvalget inden jul samt at behandle sagen i DTS. Derudover vil der være bilaterale drøftelser med de primære interessenter. Det er uafklaret, hvornår der skal foreligge et lovforslag.

Ny stærkstrømsbekendtgørelse

Flere af rådets medlemmer mindede om, at det er vigtigt at inddrage brancherne, da det er en fundamental ændring af reguleringen. Det er blandt andet vigtigt at bevare de grundlæggende redskaber for de autoriserede elinstallatører. Styrelsen gav håndslag på god dialog og en fornuftig proces.

Kommunikationspolitik

De overordnede retningslinjer var blevet diskuteret på forrige møde, og medlemmerne havde nu haft mulighed for at læse kommunikationsplanen. Det gav anledning til kommentarer om, at styrelsen ikke helt må glemme forbrugerne, men der var en grundlæggende forståelse for, at styrelsen kommer længst gennem kommunikation til virksomhederne, som er ambassadører for sikkerhed. Styrelsen understregede på mødet, at forbrugerne absolut ikke bliver glemt.

6) Orientering fra udvalgene

Annette Dragsdahl træder ud af EPS, Udvalget vedr. EU-direktiver, produkter og standardisering, i stedet indtræder Henrik Schramm Rasmussen, hsr@di.dk, hvilket DTS tog til efterretning.

Autorisationsudvalget

TEKNIQ beklagede, at man på forrige DTS-møde havde stillet i udsigt, at autorisationsudvalget skulle diskutere en sag i forbindelse med ændringer i en bekendtgørelse, når udvalget alene fik sagen til efterretning. Styrelsen beklagede, og understregede, at det ikke er udtryk for styrelsens standardpraksis. I den konkrete sag var det meget vigtigt, at bekendtgørelsen kom ud inden sommerferien. Både LO og TEKNIQ gav udtryk for, at det er vigtigt, at interessenterne bliver inddraget.

I Autorisationsudvalget havde man rejst et spørgsmål om styrelsens arbejdsgang, når en virksomhed ændrer selskabsform, og derved får nyt CVR-nummer. I branchen opfattede man det som en meget tung og unødvendig bureaukratisk procedure. Carsten Sørig orienterede om, at styrelsen vil ændre praksis, når virksomheden alene får nyt CVR-nummer.

Fyrværkeriudvalget

På opfordring gav styrelsen tilsagn om, at DTS diskuterer fyrværkeri på det kommende møde, ligesom rådet vil få forelagt udkast til implementering af fyrværkeridirektivet.

Gasudvalget

Styrelsens opmærksomhed blev henledt på, at den ledende naturgaskvalitet fremover kan få en stor indflydelse på sikkerheden i de installationer og distributionssystemer, vi har i dag. Det kan blive nødvendigt at se på gasreglementet med henblik på et eventuelt sikkerhedsproblem i fremtiden. Styrelsen er opmærksom på dette.

Der blev spurgt, om der er sikkerhedstekniske problemer med fastliggere på campingområdet. Styrelsen kunne oplyse, at man har undersøgt området, og at det ikke står slemt til med gas sikkerheden på campingsiden. Styrelsen har dog valgt, at udarbejde et reglement for flaskegas for at gøre reglerne lettere tilgængelige.

Markedskontroludvalget

På det seneste møde i underudvalget spurgte man ind til styrelsens deltagelse i det internationale standardiseringsarbejde på produktområdet, herunder legetøj. Og styrelsen blev bedt om at uddybe, hvorfor den ikke deltager i arbejdsgruppen for standardisering af legetøj. Det blev slået fast, at styrelsen i 2008 fortsat deltager i standardiseringsarbejdet på legetøjsområdet.

7) Faglige emner:

a) Den nye tilsynsordning for eksisterende og nye installationer samt dens foreløbige resultater. Oplæg til debat om metoder til at reducere de alvorlige fejl. Her er emnerne refereret alfabetisk, men reelt blev punkt b behandlet først.

Rådet udvekslede synspunkter omkring indførsel af tvunget elsyn set i sammenhæng med en autorisationsordning, også behovet for konsekvens ved overtrædelser af autorisationsordningen blev fremhævet. Rådets medlemmer mener som udgangspunkt, at det er vigtigt, at autorisationsordningerne er troværdige, og en enkelt opfordrede til at udstille brodne kar. Det gav grundlag for en diskussion om, hvilke fejlkategorier det er vigtigst at gøre noget ved, og hvilke hensyn der bør tages i forbindelse med opgørelsen af fejl.

Antallet af tilsyn er faldet siden 2006, fordi der er indført en ekstra telefonrådgivningsydelse. Muligheden for flere elsyn blev diskuteret, og herunder blev vinklerne om lovpligtige syn, frivillige ordninger med branchen eller samarbejde med forsikringsselskaberne, som kunne skabe incitament for at få foretaget tilsynene, også diskuteret.

Samtidig med at mange nye muligheder blev diskuteret, blev det også nævnt, at styrelsen skal afvente resultaterne af de krav om godkendelse af sks-systemerne.

Derudover blev fremhævet, at det er vigtigt at have fokus på både uddannelse og efteruddannelse.

b) EU's kommende guide for risikovurdering af forbrugerprodukter. Oplæg til debat om hvordan vi får fabrikanterne til aktivt at bruge guiden.

Præsentationen gav anledning til et spørgsmål om, hvorfor guiden ikke tager højde for, at det også bliver undersøgt om gældende bestemmelser bliver fulgt i vurderingen. Svaret lød, at guiden kun handler om vurdering af produktets risiko og hverken mere eller mindre.

c) EU-forordningens krav til aktiviteter og omfang af markedsovervågningssystemet. Oplæg til debat om hvordan ”passende kontrol af markedsførte produkter” skal fortolkes.

Styrelsen har med modellen lagt vægt på, at der er mulighed for at opbygge gode relationer til virksomhederne samtidig med, at den tilfældige kontrol kan håndhæves. Styrelsen er opmærksom på, at opdelingen i kategorier kan blive vanskelig.

Det blev fremført, at dokumentationskontrol også er vigtigt, da det giver en opvågning i branchen, når den ikke bare kan køre på rutinen, men ved, at den bliver udfordret.

Rådet synes, at guiden og arbejdet omkring EU-forordningen kunne være relevant at følge yderligere.

8) Næste møde finder sted 3. december 2008 hos DI i København kl. 10.00 – 15.00, afbrudt af frokost.

Der er interesse for, at få styrelsens statistikker tilsendt efterhånden, som de bliver udarbejdet.

Formanden takkede for et godt møde.

Sidst opdateret: 29-jan-2009 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top