Referat - 28. november 2006

Til stede:
Ulla Röttger, Christine Antorini, Flemming Preisler, Annette Dragsdahl, Ole Nygaard Olsen, Willy Goldby, Anita Rønne, Torben Steenberg, Søren Krøigaard, Carsten Sørig, Jesper Sandberg, Peter Nebeling, Bettine Aundrup, Jan Roed, Thorsten Holst Laursen Rikke Kristiansen, Dorthe G. Rasmussen (sekretær og referent).

Fraværende: Allan Schneidermann, Erik F. Hyldahl og Ebbe Seligmann.

1. Velkomst ved Ulla Röttger
Formanden bød velkommen og orienterede rådet om, at Aksel Pedersen er blevet erstattet af Ebbe Seligmann, som repræsentant for Dansk Energi.

2. Godkendelse af dagsorden
Dagsordenen blev godkendt.

3. Godkendelse af referat
Referater fra mødet 28. og 29. august 2006 blev godkendt uden kommentarer.

4. Orientering fra Autorisationsudvalget
Mødeindkaldelsen var vedhæftet referat af de to sidste møder i udvalget, og derudover havde udvalget indstillet Jens Ole Als som ny formand for udvalget. Indstillingen blev fulgt, og udpegningen godkendt af Rådet.

5. Sket siden sidst
Søren Krøigaard spurgte indledningsvis om medlemmernes holdning til at få tilsendt omfattende materiale om vigtige emner før selve mødet. Rådets medlemmer udtrykte stor tilfredshed med at kunne orientere sig om verserende sager på forhånd.

Rådet blev orienteret om nye principper for alle direktiver og fremtidig lovgivning. Opdateringerne befinder sig i en afgørende fase, og forslaget forventes i bedste fald at kunne vedtages i begyndelsen af 2007. Rådet vedtog, at emnet bør diskuteres på et senere DTS møde. Rådet vil i øvrigt gerne orienteres om Markedskontroludvalgets holdning til de nye principper for direktiver.
Dernæst fulgte en orientering om de to lovforslag styrelsen har i førstebehandling, nemlig ændring af fyrværkeriloven og ændring af autorisationslovene på el-, vvs- og kloakområderne.

Herefter orienterede Søren Krøigaard om projekt "Byggepolitisk Handlingsplan". Det er et koncernprojekt i Økonomi- og Erhvervsministeriet, hvor Erhvervs- og Byggestyrelsen, Konkurrencestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og departementet deltager. Planen lanceres i begyndelsen af det nye år, og Sikkerhedsstyrelsen er involveret i to initiativer: Reduktion af deadministrative byrder i forbindelse med byggerietsautorisationsordninger (el, vvs og kloak) samt mere fleksible uddannelser i forbindelse med autorisationsfagene. De rådsmedlemmer, som repræsenterer byggefagene, gav udtryk for ønsket om at blive inddraget.
Styrelsens direktør orienterede afslutningsvis medlemmerne om Vaillant Gaskedel-sagen og DR's udsendelse om fyrværkeri "Bombernes Bagmænd". Omkring sagen vedr. gaskedlerne blev det fra nogle medlemmers side nævnt, at styrelsen har taget for meget hensyn til branchen. Styrelsen kunne afvise dette og henviste til, at man havde taget forbrugerne side fra sagens begyndelse.

6. Faglige emner
a. Hvordan kan DTS supportere Sikkerhedsstyrelsen?
Rådet ser en klar opgave i at supportere styrelsen på det kommunikationsmæssige område. Der var derfor enighed om, at medlemmerne sender en oversigt over medier i deres bagland tilstyrelsen. Grundtanken er, at styrelsen skal forsøge at få bragt relevant information min. en gang om året i disse medier. Desuden vil en direkte kontakt til medlemmernes medier gøre det langt nemmere, når styrelsen f.eks. skal klæde branchen på fagligt.

b. Drøftelse af Sikkerhedsstyrelsens kommunikationspolitik.
Rikke Kristiansen gennemgik styrelsens kommunikationspolitik, dersom udgangspunkt blev vel modtaget af rådet. På et område var der dog undren blandt rådets medlemmer - de kunne ikke finde sig selv og deres rolle i politikken. Styrelsen forklarede, at politikken ikke er endelig på plads, men stadig befinder sig i en arbejdsproces. Fra repræsentanterne fra forbrugerorganisationerne lød der undren over det høje kendskabsmål, som styrelsen har sat (45 % skal kende SIK). Repræsentanterne påpegede endvidere, at styrelsen må befinde sig i en ikke helt konfliktløs situation - på den ene side vogter styrelsen over sikkerheden, på den anden side indgår den også som en del af et ministerium.
Repræsentanterne fra erhvervslivet fandt kommunikationspolitikken meget ambitiøs, og man var glad for at se, at forbrugernes medansvar også er en del af politikken. Dog havde man lidt svært ved at finde producenterne i politikken, så opfordringen lød: "Huskogså at være en styrelse for erhvervslivet". Rikke Kristiansen takkede for både gode ideer og kommentarer.

Konkrete ideer fra rådet omkring information vedr.HPFI-afbrydere
Vi bør overveje at kontakte ejendomsmæglerne og klæde dem på omkring de nye regler. Der kan udarbejdes en folder, som sendes ud med regningerne fra henholdsvis elselskaber - og installatører. Der forsøges bragt artikler i lokalbladene.

c. Drøftelse af etablering af metrologiudvalg
Forslaget om nedsættelse af et metrologiudvalg blev positivt modtaget i Rådet. Man vedtog i første omgang at nedsætte et arbejdsudvalg til at udarbejde et kommissorium, bestående af Ulla Röttger, Annette Dragsdahl, Erik F. Hyldahl. Søren Krøigaard og Carsten Sørig er styrelsens repræsentanter.

d. Forslag til ændrede opgaveportefølje for gasudvalget
Oplægget var et notat fra Carsten Sørig, hvori der blev redegjort for ændringerne, DTS tog orienteringen til efterretning. I øvrigt bad Rådet om en liste over eksisterende udvalg, som inddrager eksterne parter.

7. Information om styrelsens resultatkontrakt 2007
Søren Krøigaard orienterede om samarbejdet med departementet i ministeriet. Når kontrakten, der som udgangspunkt kommer til at bestå af 10 primære faglige mål, er endelig, offentliggøres den både på styrelsens hjemmeside og sendes til rådets medlemmer til orientering.

8. Evt - herunder møder i 2007
Omkring det fremadrettede samarbejde gjorde rådets medlemmer opmærksom på, at eftersom kvaliteten af det tilsendte materiale til brug for forberedelse til møderne er blevet så høj, ville det være optimalt at skære ned på gennemgang af materialet til fordel for diskussion og debat.

Møder i 2007.
Onsdag 14/3, kl. 12.00 - 16.30 i København, Flemming Preisler ervært. (Der vil være frokost fra kl. 12.00 - selve mødet begynder kl. 13.00).

Mandag 21/5 kl. 11.00 - 15.30 hos Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg.
Reserver venligst datoen i kalenderen.

Torsdag/fredag 13+14/9, kl. 15.00-17.30 + 9.00 - 13.00 i Esbjerg. Sikkerhedsstyrelsen er arrangør, og man vil forsøge at få deltagelse af ministeriets departementschef.

Torsdag 15/11, kl. 12.00 - 16.30 i København. Annette Dragsdahl er vært. (Der vil være frokost fra kl. 12.00, mødet begynder kl.13.00).

Afslutningsvis takkede Ole Nygaard Olsen for det gode samarbejde og bekendtgjorde, at han trækker sig ud af rådet, da han går på pension.
Formand Ulla Röttger takkede Ole Nygaard Olsen for hans store indsats og takkede rådets medlemmer for et godt og udbytterigt møde.

Sidst opdateret: 15-jan-2009 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top