Referat af møde i Det Tekniske Sikkerhedsråd den 29. april 2004
Dette referat blev godkendt på mødet i Det Tekniske Sikkerhedsråd den 2. juni 2004. Bemærkninger til referatet kan læses i referatet fra den 2. juni.
Tilstedeværende
Ulla Röttger, Anita Rønne, Christine Antorini (til kl. 11), Annette Dragsdahl, Aksel Pedersen, Ole Nygaard Olsen, Flemming Preisler, Erik F. Hyldahl, Willy Goldby, Allan Schneidermann, Søren Krøigaard, Carsten Sørig, Jan Roed, Torben Rahbek, Bettine Aundrup og Rikke Kristiansen (referent).
Fraværende
Benedicte Federspiel, Kim Truong og Jesper Sandberg.
1. Meddelelser
Ulla Röttger bød alle velkommen og meddelte, at der var afbud fra Benedicte Federspiel, Jesper Sandberg samt rådets referent Kim Truong.
2. Godkendelse af dagsorden
Det blev besluttet at bytte om på dagsordenens punkt 4 og 5.
3. Introduktion ved Ulla Röttger og Søren Krøigaard
Ulla fortalte om den spændende opgave, som rådet skal være med til at realisere: At få etableret den nye styrelse og dermed få integreret en række arbejdsopgaver. Det er vigtigt, at fusionsprocessen bygger videre på de gode erfaringer fra Danmarks Gasmateriel Prøvning og Elektricitetsrådet. Det er også vigtigt, at rådet får en fælles forståelse af alle styrelsens arbejdsområder og –opgaver. Det er spændende, dels fordi rådet er sammensat meget bredt, dels repræsenterer medlemmerne meget forskellige baggrunde. Ulla Röttger påpegede, at rådet har en rådgivende rolle både over for minister og direktør. Det er afgørende, at rådets arbejde har fokus på de overordnede linjer samt, at arbejdet foregår i åben debat med positiv dialog.
Søren Krøigaard ser frem til at arbejde sammen med rådet, som repræsenterer en breds kreds af interessenter. Økonomi- og Erhvervsministeriet har ikke de faglige kompetencer på det sikkerhedstekniske område, og derfor er det vigtigt for styrelsen at have rådet som sparringspartner. Søren Krøigaard ser derfor rådet som en faglig bestyrelse.
4. Bordet rundt – præsentation og forventninger
Alle medlemmer præsenterede sig selv. Se præsentation her. Rådets medlemmer gav udtryk for deres forventninger, hvor der var fokus på alle vigtige reguleringsområder, etablering af en fælles forståelse mellem styrelsen og interessenterne, klare relationer til EU-reguleringer samt muligheden for rådet til at formulere klare holdninger.
5. Præsentation af Sikkerhedsstyrelsens strategi og organisation
Søren Krøigaard præsenterede Sikkerhedsstyrelsens strategi og organisation med udgangspunkt i de på mødet udleverede papirer.
6. Præsentation af Sikkerhedsstyrelsens ansvarsområder inklusive deres status
Torben Rahbek præsenterede hvert enkelt ansvarsområde, og gav herunder en status for hvert område. Præsentationen skete med udgangspunkt i de på mødet udleverede papirer, men følgende supplerende kommentarer:
Elsikkerhed:
LVD betyder lavspændingsdirektivet.
Gas, VVS og kloak:
Der blev spurgt til Sikkerhedsstyrelsens ansvar vedrørende vand- og afløbsområdet. Carsten Sørig oplyste, at det er Erhvervs- og Boligstyrelsen, som har ansvar for de tekniske bestemmelser for sikkerhed og sundhed. Sikkerhedsstyrelsen har ansvar for, at de firmaer, som arbejder inden for områderne, arbejder sikkert og forsvarligt.
VVS- og elautorisationer:
Flemming Preisler mente, at autorisationsordningerne for VVS og el burde administrativt ensrettes. Bettine Aundrup oplyste, at der vil ske en vurdering af ordningerne og deres muligheder for ensretning.
Produktsikkerhed:
Annette Dragsdahl gjorde opmærksom på, at den nye produktsikkerhedslov medfører behov for information til erhvervslivet. Sikkerhedsstyrelsen er opmærksom på behovet og arbejder for nærværende med implementeringen af den nye lov på basis af en række EU-dokumenter, der bl.a. skal danne grundlag for denne information.
Akkreditering og metrologi:
Erik Hyldahl spurgte om, hvor de sagkyndige på området har til huse. Sikkerhedsstyrelsen kunne oplyse, at disse personer er hos DANAK, som også har informationsforpligtelsen.
Der var et generelt ønske om at bruge mere tid på en nærmere forståelse af de forskellige tekniske områder, herunder at få klarlagt rollefordelingen mellem aktørerne.
7. Diskussion af rådets arbejdsfacon baseret på et foreløbigt kommissorium
Rådet behandlede de to udsendte notater om hhv. kommissorium for rådet og diskussionsoplæg om arbejdsform.
Kommissorium:
Carsten Sørig præsenterede oplægget til kommissorium, som er skrevet med udgangspunkt i lovgrundlaget. Allan Schneidermann spurgte om arbejdet med EU-direktiver burde skríves ind i teksten. Det blev besluttet, at indsætte en bred reference til det internationale arbejde.
Rådets medlemmer blev i øvrigt opfordret til at indgive kommentarer til Sikkerhedsstyrelsen. Styrelsen vil gerne modtage disse kommentarer på kt@sik.dk og senest den 17. maj. Herefter udarbejder styrelsen et nyt udkast, som behandles på rådets møde i juni.
Arbejdsform:
Diskussionen tog sit udgangspunkt i det udsendte notat om mulig arbejdsform. Ulla foreslog, at man kunne holde færre men længere møder, fx fire møder årligt, hvilket der var generel opbakning til. Desuden kom følgende ideer frem:
- Møderne kunne gå "på turnus".
- Hvert arbejdsområde kunne være et tema på et kommende rådsmøde.
- Møderne bør snarest fastlægges.
- Møderne bør jævnligt holdes i Esbjerg.
- Der kan være aktiviteter mellem møderne, fx på et ekstranet.
- Enkeltsager kan behandles via email.
- Alt rådsmateriale bør ligge tilgængeligt på et ekstranet.
- Borgerne bør kunne læse de officielle referater – rådet bør være åbne.
- Materialet bør sendes ud en uge før mødets afholdelse.
- Referatet skal indeholde beslutninger og væsentligste diskussioner.
- Ulla bør tegne rådet i pressesammenhæng.
- Der bør ikke foretages afstemninger.
Der var enighed om, at materialerne bør foreligge i elektronisk form. Desuden bør fortrolighedsprincippet afklares. Det blev besluttet at et oplæg til forretningsorden, baseret på denne ’førstebehandling’, foreligger på næste møde.
8. Diskussion af udvalgsstruktur baseret på oplæg fra Sikkerhedsstyrelsen
Carsten Sørig introducerede kort det udsendte oplæg, herunder gjorde han opmærksom på, at styrelsens oplæg er udtryk for et ønske om en tæt kontakt til interessenterne.
Der foregik en diskussion om udvalgenes størrelse: Sikkerhedsstyrelsens forslag er, at hvert udvalg har individuelle behov for antallet af medlemmer. Der var generel opbakning til det udsendte oplæg og flere medlemmer udtrykte ønske om, at deres organisationer bliver repræsenterede i alle udvalg. Der er behov for en form for rapportering fra udvalgene til rådet. Disse rapporteringer behøver ikke nødvendigvis behandles på rådsmøderne, men kan fx være tilgængelige på et ekstranet.
Det blev besluttet, at der til rådsmødet i juni foreligger kommissorier for alle udvalg samt principper for sammensætning af disse udvalg (repræsentanter for fag, uddannelse, organisation m.m.). Rådets medlemmer bedes også oplyse om eventuelle potentielle udvalgsmedlemmer til styrelsen.
9. Eventuelt
Der var ingen punkter.
10. Næste møde
Holdes den 2. juni kl. 13 – 16 i Gothersgade. Desuden foreslår styrelsen følgende datoer til efterårets rådsmøder:
16. september 2004 kl. 11.00 - 16.00 i Esbjerg.
25. november 2004 kl. 11.00 - 16.00 i Esbjerg.
Præsentation af medlemmerne af Det Tekniske Sikkerhedsråd
| Navn | Præsentation |
| Ulla Röttger, formand | Stærkstrømsingeniør, direktør for I/S Amagerforbrænding, mange års erfaring fra elbranchen. |
| Anita Rønne, sagkyndig | Anita Rønne, cand.jur., lektor ved Forskningsafdeling II, Københavns Universitet. Har bl.a. været ansat i Ministry of Industry and Trade, Polen, EU-Kommissionen/-Energistyrelsen. |
| Christine Antorini, sagkyndig | Christine Antorini, cand.comm., vært på DR2´s nyheds- og debatprogram Deadline, tidligere sekretariatschef i Forbrugerinformationen. |
| Annette Dragsdahl | Ingeniør, faglig koordinator i Dansk Industri, indre markedspolitik. Indstillet af: Dansk Industri, Dansk Handel og Service, Landbrugsrådet og HTS Handel, Transport og Serviceerhvervene. |
| Aksel Pedersen | Elektriker og ingeniør, direktør for elforsyningsselskabet i Svendborg. Indstillet af: Dansk Energi. |
| Ole Nygaard Olsen | Ingeniør, Teknisk direktør for Hovedstadsregionens naturgasselskab (HNG)og Naturgas Midt /Nord (NGMN). Indstillet af: Gasselskaberne. |
| Flemming Preisler | Direktør, Tekniq. Indstillet af VVS- og elinstallatørernes organisationer. |
| Erik F. Hyldahl | Ingeniør, direktør for IGA (dansk producent og leverandør af gasudstyr). Indstillet af: Dansk Gas Brancheforening. |
| Willy Goldby | Maskiningeniør, direktør for FAFGE. Indstillet af: FAFGE og ITEK. |
| Allan Schneidermann | Elektriker, forbundssekretær i Dansk Elforbund. Indstillet af: Arbejdstagerorganisationerne. |
| Benedicte Federspiel | Cand.jur., chefkonsulent, Forbrugerrådet. Indstillet af: Forbrugerrådet. |
| Sikkerhedsstyrelsen | Søren Krøigaard, direktør. Carsten Sørig, vicedirektør. Torben Rahbek, kontrolchef, Afdelingen for Markedskontrol. Jan Roed, kontorchef, Afdelingen for Regler Standarder og Internationale forhold. Jesper Sandberg, kontorchef, Installationer og Net. Bettine Aundrup, kontorchef, Juridisk Afdeling. Rikke Kristiansen, kontorchef, Sekretariatet. Kim Truong, fuldmægtig i Sekretariatet. |