Referat - 15. november 2004

Tilstedeværende
Ulla Röttger (formand), Christine Antorini (fra kl. 11), Annette Dragsdahl, Aksel Pedersen, Flemming Preisler, Erik F. Hyldahl, Willy Goldby, Allan Schneidermann, Benedicte Federspiel, Ole N. Olsen, Anita Rønne, Søren Krøigaard, Carsten Sørig, Jan Roed, Bettine Aundrup, Jesper Sandberg, Torben Rahbek og Rikke Kristiansen (referent).

0. Meddelelser
Formanden meddelte, at Christine Antorini (CA) ville deltage i mødet fra kl. 11.

1. Godkendelse af dagsorden
Dagsorden blev godkendt uden bemærkninger.

2. Godkendelse af referatet fra mødet den 21. – 22. september 2004
Benedicte Federspiel (BF) mente, at referatet var meget oplysende. Flemming Preisler (FP) foreslog, at temaseminaret om fremtidens autorisationer snarere skulle omhandle autorisationer som koncept.

Herefter blev referatet godkendt.

3. Status siden sidst

Metrologidag
Søren Krøigaard (SKR) orienterede om en afholdt metrologidag, som Delta havde indbudt til. Det var en spændende dag med mange deltagere, som var meget spørgelystne. Der er udarbejdet en rapport om metrologi, hvori arbejdsgruppen har fastlagt en række initiativer – bl.a. dialog med VTU samt etableringen af et såkaldt metrologi-råd, som bl.a. skal have en koordinerende funktion i forhold til de forskellige myndigheder på området. Det vil bestå af de væsentligste interessenter. Annette Dragsdahl (AD), som også deltog i metrologi-dagen, fortalte, at der var generel opbakning til den udarbejdede rapport. Formålet er navnlig at få metrologi højere op på dagsordenen. Ole N. Olsen (ONO) nævnte, at der i det seneste referat stod, at SIK gerne vil gøre resultatkontrakten med DANAK mere strategisk funderet. SKR forklarede, at kontrakten for 2004 var af meget operationel karakter, fx antal komiteer, som DANAK deltager i. SIK ønsker at gøre kontrakten mere målorienteret, således at der sker en kobling mellem DANAK’s strategi og de konkrete aktiviteter, som udføres det pågældende år.

BF påpegede vigtigheden af, at det fremgår klart, hvad metrologi går ud på. Vi skal blive bedre til at "sælge" emnet, således at det også får politisk interesse.

SKR påpegede desuden, at DTS ikke skal have en koordinerende funktion i forhold til metrologi. Derfor har man foreslået det såkaldte metrologi-råd.

Styrelsesmøde
SKR fortalte, at SIK har deltaget i det andet årlige styrelsesmøde, hvor der er fokus på det fremadrettede arbejde. På dette møde deltager bl.a. departementschefen. SIK havde bragt de manglende ressourcer til fyrværkeri, metrologi og produktsikkerhed på dagsordenen. På styrelsesmødet blev det tilkendegivet, at SIK i perioden 2004 – 2006 vil få tildelt 11 mio. kr. Desuden skal finanslovsrammen for 2007 forhandles.

Medarbejderseminar
SIK gennemførte i oktober et medarbejderseminar med fokus på ministeriets fem værdier (læs dem evt. på www.sik.dk). Omdrej-ningspunktet var, hvorledes SIK vil udmønte disse værdier. Der deltog fem eksterne foredragsholdere, som hver gav deres bud på, hvordan den konkrete værdi kan fortolkes. Resultatet var en bruttoliste over ting, SIK hhv. skal stoppe med, fortsætte med og eller begynde på. Bruttolisten vil blive behandlet af SIK’s samarbejdsudvalg i november, således at konkrete initiativer kan iværksættes.

Møde i NSS-styrekomiteen
SIK har deltaget i et møde i NSS-styrekomiteen, som bl.a. sætter initiativer i gang på det eltekniske område og sikre, at der sker en erfaringsudveksling mellem de nordiske landes elmyndigheder. SKR gav ordet til Jan Roed (JR), som fortalte, at fortolkninger og samarbejde er i fokus på disse møder. Myndighedsudøvelsen bliver også drøftet, fx i forbindelse med elektromagnetiske felter. De nordiske samarbejds-partnere viste også stor interesse for ulykken i Kolding.

4. Koncernprojekt om administrative lettelser – orientering og drøftelse

Introduktion
Bettine Aundrup (BAU) introducerede emnet, som står højt på regeringens agenda. Overordnet set er det også et sundt princip, da en lettelse af de administrative byrder kan øge væksten i erhvervslivet. Flere ministerier er i fokus, herunder Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Skatteministeriet. BAU er, sammen med Carsten Sørig (CS), SIK’s deltagere i projektet.

En byrde er udtryk for de administrative aktiviteter i den enkelte erhvervsvirksomhed, som den er pålagt gennem en regulering. Byrden måles på den tid, som virksomheden anvender på at opfylde forpligtelsen. BAU fortalte, at man kan tale om en slags "byrdestop" med det nye initiativ. SIK kan fx ikke komme med forslag til en ny regulering, som vil give nye byrder, uden at der indenfor ØEM skæres et andet sted.'

Der skal gennemføres den såkaldte AMVAB-måling, hvor de nuværende byrder analyseres af et eksternt konsulentfirma. Der er nedsat en følgegruppe bestående af erhvervsrepræsentanter, som følger denne måling. Identifikationen af initiativer sker parallelt med AMVAB-målingen, jf. notatet til dette rådsmøde. I foråret 2005 skal SIK forhandle med departementet om konkrete mål for de byrder, som SIK skal lette erhvervslivet for. BAU pointerede, at projektet har en meget stram tidsplan.

Der er nedsat tre byrdekomiteer, som hver især udgør et forum, hvor man kan drøfte lettelsesinitiativerne. Der er ikke nedsat en byrdekomité på SIK’s område. SIK har dog mulighed for at få input fra DTS.

Introduktionen førte til en livlig diskussion:

Anita Rønne spurgte til vejledningen om alternativ regulering. Hvordan kan man tænke sig, at erhvervslivet fremover skal reguleres, således at der ikke opstår nye byrder? CS oplyste, at der er udarbejdet en rapport for fem år siden. Her indgår bl.a. egenkontrol og kvalitetsstyringssystemer som mulige alternativer til regulering. Projektgruppen skal levere en værktøjskasse med sådanne mulige alternativer. Værktøjskassen skal være et internt arbejdsredskab, hvis formål er at give de lovansvarlige i ministerierne input til nye måder at regulere på.

BF mente, at det parallelle forløb mellem identifikation af initiativer og gennemførelse af AMVAB-målingen ikke er ideel. Målingen burde først være gennemført. BF beklagede også, at der i følgegruppen til AMVAB kun er plads til erhvervslivet.

FP fortalte, at Tekniq er interesseret i at få lettet byrderne for deres virksomheder og vil meget gerne give yderligere forslag til initiativer. FP spurgte desuden til, om vand og afløb hører under Erhvervs- og Byggestyrelsen (EBST). CS oplyste, at EBST har det tekniske ansvar, mens SIK har ansvar for autorisation.

AD mente også, at det er "vigtigt at få vendt stenene". Hun synes også, at det er positivt, at der anvendes eksterne konsulenter. Det var hendes opfattelse, at hvis en myndighed kan argumentere for en administrativ forpligtelse, så er virksomhederne også indstillede på at efterleve den.

DTS inddrages løbende, bl.a. i forbindelse med fastlæggelse af de endelige initiativer til foråret samt når der skal udarbejdes en handlingsplan for 2006-2010. BAU orienterer på det næste møde i DTS.

Forslag til initiativer
Rådet havde modtaget et notat med SIK’s forslag til initiativer, som kan være med til at lette de administrative byrder. SIK skal aflevere foreløbigt oplæg til initiativer ultimo november. Hvert enkelt initiativ blev kort præsenteret af den ansvarlige kontorchef, hvorefter der var diskussion.

ONO savnede mere baggrundsinformation til det enkelte forslag. Hvor mange kommer fx til skade i forsamlingslokalerne? Der var også generel enighed om, at det var svært for Rådet at diskutere de enkelte initiativer, da denne diskussion kræver mere detailviden om de enkelte reguleringer. Formanden gjorde da også opmærksom på, at det kun er DTS’ opgave at tage stilling til de overordnede og principielle spørgsmål. Derfor blev det besluttet, at listen med initiativer sendes i skriftlig høring i udvalgene. På den baggrund må styrelsen tage stilling til, om initiativerne skal afleveres til departementet i år.

Desuden blev det besluttet, at principielle notater mv. sendes ud til Rådet, evt. i høring, da der først er møde igen i det nye år.

5. Fyrværkerihandlingsplan – update

På det sidste rådsmøde gennemgik CS den seneste version af fyrværkerihandlingsplanen. Efterfølgende skete ulykken i Kolding, hvilket har ændret handlingsplanens forudsætninger. Derfor lancerer ministeren i stedet en 10-punkts-handlingsplan, som er lagt bredere an. Det er Beredskabsstyrelsen, som har ansvar for reglerne for opbevaring af fyrværkeri, og opbevaring indgår også som en del af 10-punkts-planen.

Ulykken i Kolding
Torben Rahbek (TRA) gav en status på ulykken i Kolding. SIK er i gang med at undersøge den type raket, som muligvis forårsagede branden (jf. den megen presseomtale). Tesen er, at én af lagerets medarbejdere kan have tabt en kasse med raketter, hvorefter der er gået ild i en container, som stod i nærheden. Nogle raketter når derefter ind i lageret og antænder også det. SIK har tilbagekaldt den mistænkte raket fra forhandlerne og har derefter undersøgt den. Raketten er godkendt, og SIK’s foreløbige forsøg viser umiddelbart, at den opfører sig, som den skal. En sats skal sørge for, at rakettens pind ryger fra "krudthovedet" – måske kan satsen få raketten til at eksplodere. SIK har dog ikke kunnet eftervise tesen.

Det er blevet kortlagt, hvem som har ansvar for hvad. Desuden er der nedsat to udvalg: En taskforce, som SKR er formand for. Taskforcen har fokus på begrænsningen af det illegale fyrværkeri. Desuden er nedsat et "kulegravningsudvalg", hvor departementets juridiske direktør sidder for bordenden. Dette udvalg skal komme med forslag til ændringer af de gældende regler på fyrværkeriområdet for at undgå lignende ulykker fremover. Udvalget har således fokus på de mere langsigtede tiltag.

DTS vil modtage den endelige 10-punkt-plan, når den lanceres.

6. Status på udvalg
Formanden bad om en status for indkaldelsen af udvalgene til deres første møder. Ingen af udvalgene er indkaldt endnu, men det sker snarest. Desuden vil den aftalte høring, om administrative lettelser, blive gennemført.

Desuden blev det besluttet, at de to medlemmer, som FAFGE – ved Willy Goldby (WG) - har indmeldt, er optaget i Installations- og Netudvalget. Det drejer sig om Arne Andersen fra NKT og Morten Sørensen fra LK.

7. Temaer
SKR opridsede mulige temaer for 2005:

  • Prioritering af indsatser; hvor får SIK mest sikkerhed for pengene? DTS kan diskutere og bidrage til udarbejdelsen af en model.
  • Fremtidens autorisationsordning: Er der kræfter, som vil sætte ordningen under pres? Hvordan tackles fremtiden?
  • Følge indsatsen vedrørende fyrværkeri. Hvad kan vi lære? Hvad fungerede hhv. godt og skidt?
  • Brande; hvordan kan vi få registreret alle årsager til brande. Skal der ske en bedre koordinering med andre myndigheder?

Det blev besluttet at arbejde videre med disse fire forslag.

8. Kalenderplanlægning for DTS møder i 2005
Følgende møder blev aftalt i 2005:

  • Den 7. februar kl. 10 – 13 i Gothersgade 160.
  • Den 7. juni kl. 10 – 13 i Gothersgade 160.
  • Den 29. – 30. august i Nørregade, Esbjerg. Den 29. august begynder mødet kl. 16 og slutter den 30. august kl. 12. Medlemmerne bakkede op om, at man vil prioritere to-dages mødet.
  • Den 9. november kl. 10 – 13 i København – hos ét af medlemmerne.

9. Eventuelt
Der var ingen punkter hertil.

Sidst opdateret: 14-jan-2009 Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top