Produktsikkerhed Fyrværkeri Gas og vvs El

Produkter til børn og babyer

Læs mere om love og regler gældende for produkter til børn og babyer.

Det er fabrikantens eller importørens ansvar, at et produkt lever op til kravene om sikkerhed.
Alle produkter som bringes i omsætning er dækket af produktsikkerhedsloven, medmindre anden lov er gældende. Når der er tale om legetøj, skal legetøjet også opfylde kravene i legetøjsbekendtgørelsen. Der findes herudover en række standarder på området til brug for vurdering af sikkerheden.

Legetøj
Legetøj er defineret som produkter, der klart er konstrueret eller bestemt til legeformål for børn under 14 år.

Sikkerhed ved legetøj er reguleret i legetøjsbekendtgørelsen, der også hedder "Bekendtgørelse om sikkerhedskrav til legetøjsprodukter".

Enkelte områder, primært reglerne om kemi, er dog reguleret af den legetøjsbekendtgørelse, der blev ophævet pr. 20. juli 2011. Den gamle legetøjsbekendtgørelse hedder "Bekendtgørelse om sikkerhedskrav til legetøj og produkter, som på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med levnedsmidler".

Link til den gamle legetøjsbekendtgørelse

Legetøjsreglerne er fælles for hele EU og trådte i kraft i Danmark i 1991. Reglerne bygger blandt andet på tre vigtige elementer:

  • Legetøjet skal opfylde sikkerhedskravene i legetøjsbekendtgørelsen.
  • Importøren og/eller producenten skal kunne dokumentere, at legetøjet opfylder disse krav.
  • Legetøjet skal være mærket med et CE-mærke, importørens navn og adresse og eventuelle advarsler.

Baggrunden for sikkerhedskravene er viden om børns adfærd, deres mål og vægt på forskellige udviklingstrin, erfaring og oplysninger fra virkelighedens verden om ulykker, som børn har været ude for i forbindelse med leg og legetøj.

Desuden gælder en særlig bekendtgørelse, der forbyder udbud, forhandling og distribution af vandyoyoer. Ved vandyoyoer forstås et stykke legetøj, der består af en væskefyldt bold af blødt, elastisk materiale, hvortil der er fæstnet en snor af tilsvarende materiale. Læs bekendtgørelse om forbud mod udbud, forhandling og distribution af vandyoyoer.

Legepladsredskaber
Det er fabrikantens eller importørens ansvar, at et legepladsredskab til både offentlig og privat brug lever op til kravene om sikkerhed. Vedligeholdelse af legepladser til offentlig brug påhviler kommunen eller i øvrigt ejeren af legepladsen, eks. en grundejerforening. Vedligeholdelsespligten gælder legepladsen som sådan og ikke kun redskaberne. Der kan således f.eks. være tale om vedligeholdelse af faldunderlag. Vedligeholdelse af redskaber til privat brug påhviler den enkelte forbruger. Når Sikkerhedsstyrelsen vurderer legepladsredskabers sikkerhed, sker det på baggrund af produktsikkerhedsloven, der implementerer det generelle produktsikkerhedsdirektiv eller legetøjsdirektivet samt de gældende standarder på området.

Legepladsredskaber til private legepladser er omfattet af et direktiv om sikkerhedskrav til legetøj samt de europæiske standarder på området. Legepladsredskaber solgt som legetøj til private legepladser skal være CE-mærket. Legetøjsdirektivet er implementeret i dansk lov i legetøjsbekendtgørelsen.

Sikkerhedsstyrelsen mener, at både lovgivning og de gældende standarder for legepladsredskabers sikkerhed til både offentlige og private legepladser generelt er fyldestgørende, men vi arbejder naturligvis aktivt for at forbedre sikkerheden, hvor der måtte være brug for det. Vi deltager således aktivt nationalt og internationalt på sikkerhedsområdet.

Babyudstyr
Kategorien babyudstyr indeholder et bredt udvalg af produkter fra barnevogne og vugger til bæreseler og narresutter. Babyudstyr hører under produktsikkerhedsloven som dækker over alle produkter, der sættes i omsætning, med mindre anden lov er gældende. Er der tale om produkter, der klart er konstrueret eller bestemt til legeformål for børn under 14 år, er produktet defineret som et stykke legetøj og er derfor dækket af legetøjsbekendtgørelsen.

Forbrugerprodukter generelt
Alle produkter, som sættes i omsætning, er dækket af produktsikkerhedsloven, med mindre anden lov er gældende. Undtagelser findes dog blandt andet ved produktudveksling mellem private og ved udelukkende fremstilling til erhvervsvirksomheder.

Tilbage
Kontaktperson: webmaster Til top