Vi har samlet en række spørgsmål og svar, siden bliver løbende udbygget. Du finder svaret ved at klikke på spørgsmålet.
Hvad må man selv udføre af el-arbejde?
Hvis man skal arbejde på de faste elinstallationer, skal en autoriseret elinstallatør lave arbejdet. Det kan fx være, at der skal etableres nye stikkontakter, lampesteder eller afbrydere. En huskeregel er, at den faste elinstallation typisk er det, som du ikke må tage med dig, når du flytter. Det drejer sig om eltavler, dåser i loftet og ledninger i væggen.
Hvis du ønsker at udskifte en eksisterende stikkontakt, så må du gerne selv udskifte den. Du må også opsætte og nedtage lamper, som forbindes til lofts- eller vægdåser. Du må også udskifte stikpropper og ledninger og lave andre reparationer på dine elapparater. Her er der nemlig ikke tale om faste elinstallationer.
Hvad er jordforbindelse?
Jordforbindelsen er det tredje ben i stikproppen og giver sammen med en HFI/HPFI-afbryder en ekstra beskyttelse. Loven kræver faktisk, at der skal være jordforbindelse i nye stikkontakter og lampesteder. Jordforbindelsen er markeret med et jordtegn:
Jordforbindelsen har også en anden vigtig funktion. Den kan være med til at undgå forstyrrelser og skader på computere, teleudstyr og anden elektronik.
En computer har ofte ledninger med et rundt stik, som har et ben til jordforbindelse. Disse stik passer ikke altid til stikkontakten i væggen. Man kan fx vælge en stikdåse af den type, som er beregnet til stik med jordforbindelse. Stikdåsens ledning kan så sættes i stikkontakten.
Hvad er sikringer og hvorfor springer de på ubelejlige tidspunkter?
Mange kender situationen: Vi har gang i adskillige køkkenapparater lige før gæsterne skal komme. Langt flere apparater, end vi plejer at bruge. Og så springer sikringerne! Hvis sikringen ikke sprang, ville husets ledninger blive meget varme, og der ville være risiko for brand.
Sikringen springer fordi, der sker en overbelastning af boligens elinstallation. Denne overbelastning skyldes, at der er for mange apparater i brug på én gang.
Man kan løse problemet ved at slukke alt, skifte sikringen, og derefter bruge færre apparater på samme tid. Du kan også i stedet fordele dem på to lysgrupper.
En sikring gør boligens elinstallation sikker. Den springer med andre ord, når elinstallationen er overbelastet. Den kan også springe, hvis der fx sker en kortslutning i et elapparat. Inde i sikringen sidder en tynd sølvtråd. Den smelter ved kortslutning eller ved en for høj belastning. Man kan dog også få en såkaldt automatsikring. Den kan man tænde igen, så man ikke behøver at have en reservesikring liggende.
Hvad er en HFI- eller HPFI-afbryder?
En HFI- eller en HPFI-afbryder er en afbryder som registrerer, hvis der er en fejlstrøm tilstede. Den kaldes også en fejlstrømsafbryder og afbryder strømmen, inden den når at blive livsfarlig.
En fejlstrøm er strøm, der kan løbe igennem en person, hvis der er en elektrisk fejl fx i et apparat i køkkenet.
Hvorfor skal jeg have en fejlstrømsafbryder?
HPFI-afbryderen redder liv, og den kobler ud, inden en fejlstrøm bliver farlig for mennesker.
HPFI-afbryderen kan også forhindre brande, hvis der er en fejl i de elektriske installationer i huset eller i et apparat, der medfører en fejlstrøm.
I 1993 blev det vedtaget, at der skulle være HPFI-afbryder i alle nye boliginstallationer, og når det nu er et krav, at alle installationer skal være beskyttet, er det for at sikre dig fremadrettet. De nye standarder for fx husholdningsapparater og belysning tillader nemlig mindre afstand mellem strømførende dele og de metaldele, som brugeren kan berøre. Det betyder, at apparaterne kan blive mindre sikre at bruge, da risikoen for at få et elektrisk stød vil stige. Derfor skal du have installeret en fejlstrømafbryder.
Hvordan ser en HFI- eller HPFI-afbryder ud?
HFI- eller HPFI-afbrydere er normalt anbragt i din el-tavle, der hvor dine sikringer også sidder.
Den kan være installeret som nedenfor, men kan være udformet på forskellig vis og være forskellig fabrikat:
Der skal være en mærkning på fejlstrømsafbryderen, hvor du kan se om det er en HFI- eller en HPFI-afbryder. Der står ikke nødvendigvis HPFI eller HFI på forsiden af afbryderen.
På HFI- og HPFI-afbrydere produceret efter 1990 indgår følgende som en del af mærkningen:
HFI-afbrydere er mærket med
plus "0,03 A" eller "30 mA".
HPFI-afbrydere er mærket med
plus "0,03 A" eller "30 mA".
På HFI-afbrydere produceret før 1990 indgår følgende som en del af mærkningen:
IΔn og "0,03 A" eller "30 mA".
Hvad betyder HFI og HPFI?
- HFI betyder Højfølsom Fejlstrøms afbryder, I står for strøm
- HPFI betyder Højfølsom Pulserende Fejlstrøms afbryder, I står for strøm
Top
Hvad er forskellen på en HFI- og en HPFI-afbryder?
HFI-afbryderen er en ældre type fejlstrømafbryder.
Det har siden 1. juli 1991 kun været lovligt at installere HPFI-afbrydere i boliger.
HPFI-afbryderen er til forskel fra HFI-afbryderen i stand til at afbryde strømmen, hvis der er en fejl i et apparat med indbygget elektronik, fx computer, vaskemaskine eller mikrobølgeovn.
HPFI-afbrydere er mere modstandsdygtig overfor de såkaldte transienter, som kan være forårsaget af tordenvejr. Derfor er der mindre risikoen for uønskede udkoblinger i en installation med HPFI-afbryder, og risikoen for at komme hjem fra ferie til en fryser, der er slukket pga. tordenvejr, er minimeret.
Hvordan kontrollerer jeg, at HPFI-afbryderen virker?
HFI- og HPFI-afbrydere skal motioneres med jævne mellemrum for at virke. Sikkerhedsstyrelsen anbefaler, at HFI- og HPFI-afbrydere bliver motioneret minimum to gange om året, eller som angivet af fabrikanten.
Du motionerer HFI- og HPFI-afbrydere ved at trykke på testknappen. Den er mærket med et T.
Når du trykker på testknappen, skal HFI- eller HPFI-afbryderen koble ud med det samme. Hvis den ikke gør det, er den defekt, og den skal udskiftes af en autoriseret elinstallatør.
Når HFI- eller HPFI-afbryderen kobler ud, bliver strømmen afbrudt, hvilket betyder, at lyset slukker. Så sørg evt. for at have tændt en lommelygte.
Du kobler din HFI- eller HPFI-afbryder til igen ved at vippe eller dreje aktiveringsorganet tilbage i ON-position.
Hvorfor skal HFI- og HPFI-afbrydere motioneres?
Hvis ikke HFI- eller HPFI-afbryderen bliver motioneret igennem en længere periode, risikerer du, at de mekaniske dele i udløsemekanismen bliver træge. Når de mekaniske dele bliver træge, bliver udløsetiden tilsvarende længere, og til sidst så lang, at det stød en person risikerer at få, bliver livsfarligt.
Hvem skal sørge for, at der bliver installeret en HPFI-afbryder i min lejlighed, så installationen opfylder reglerne pr. 1. juli 2008? Er det mig som lejer eller er det udlejeren?
Det er ejeren eller brugeren af en installation, som skal sørge for, at installationen opfylder stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser. Ansvaret for installationen afhænger derfor af de indgåede kontrakter mellem udlejer og lejer. Hvis ejeren ikke skal forpligtes til at installere HPFI-afbryder, så skal ikke bare brugsretten, men også råderetten til installationen efter vores mening være overgået til brugeren. Dvs. at ejeren har indgået en aftale (kontrakten) med brugeren (lejeren) om, at han har ansvaret for installationen.
Da vedligeholdelse af installationen i almindelig udlejningsejendomme (boliger) normalt påhviler ejeren, er det normalt også ham, som skal sørge for installation af HPFI-afbryderen.
Hvem skal sørge for, at der bliver installeret en HPFI-afbryder i min andelsbolig, så installationen opfylder reglerne pr. 1. juli 2008? Er det mig som andelshaver (beboer) eller andelsboligforeningen?
Det er som hovedregel andelsboligforeningen (som juridisk person), der er ansvarlig for, at andelsboligens elinstallation opfylder stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser. Dermed er det også andelsboligforeningen, der som udgangspunkt skal sørge for, at der bliver installeret en HPFI-afbryder i din andelsbolig.
Det kan dog også være dig, som andelshaver, der har ansvaret for elinstallationen, men så skal dette fremgå af en særskilt aftale eller af vedtægterne for andelsboligforeningen.