Men før man bruger sin ukrudtsbrænder skal man sætte sig ind i, hvordan man bruger den korrekt og sikkert. Ofte får nemlig ikke kun ukrudtet en tur med brænderen. Hvert år kommer der mennesker til skade med ukrudtsbrændere, og der opstår mange brande på grund af forkert brug af brænderen.
Mange af ulykkerne skyldes, at folk ikke ved, hvordan de bedst og sikrest får ukrudtet bort med brænderne. Det vigtigste er, at man kun meget kortvarigt opvarmer ukrudtet, for på den måde fordamper vandet i planten. Hvis man bare brænder løs på planterne til de forkuller, er der større risiko for ulykker – og desuden kommer ukrudtet igen og igen, fordi rødderne overlever.
Udover at bruge brænderen rigtigt og sørge for, at jorden er fugtig, skal man sørge for, at man har vand til slukning i nærheden. Samtidig er det vigtigt at sikre sig, at brænderen er DG-godkendt og mærket. Desuden er det en god ide at fjerne gasflasken eller gasdåsen, når brænderen ikke er i brug.
Sådan undgår du ulykker med ukrudsbrændere
Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen giver i fællesskab fem gode råd til sikker og korrekt brug af ukrudtsbrændere:
1. Ukrudt skal koge – siger de kloge
Ukrudtet skal ikke brændes væk – men kun have flammebehandling i meget kort tid. For så ødelægges cellevæggene i bladene, og planten dør i løbet af få dage. Flerårigt ukrudt, græsser og planter med et stort rodnet skal have turen flere gange. Man bør behandle anden gang allerede fire dage efter første behandling.
Det er bedst at flammebehandle om foråret og sent om efteråret.
2. Fugtig jord er bedst – det er skidt med blæst
Brug ikke brænderen i tørkeperioder og i blæsevejr.
Brug kun ukrudtsbrænder, når planterne og jorden er fugtig. Vand eventuelt området først. Sørg for at have brandslukningsudstyr i nærheden. Det kan være en fyldt vandkande, en spand vand eller en pulverslukker.
3. Tag ikke chancen - hold distancen
Hold afstand til bunker af tørre blade og andet let antændeligt materiale, eller fjern det først.
Brug ikke brænderen nær bygninger, buske og biler, og lad altid flammen ”pege væk” fra disse genstande.
Hold øje med flammen hele tiden og forlad aldrig en tændt brænder.
Lad ikke børn eller husdyr komme i nærheden af en tændt eller varm brænder.
4. Tjek for gløder – der kan falde bøder
Efterlad ikke gløder eller ulmende planterester.
Efterlad ikke en varm brænder i nærheden af brandbare ting.
Tjek de flammebehandlede områder et par gange, når du er færdig med arbejdet.
Uforsvarlig omgang med ild kan straffes efter beredskabsloven.
5. tjek at din ukrudtsbrænder er oppe på mærkerne
Ukrudtsbrændere skal være DG-godkendte og have et DG-mærke, når de forhandles i Danmark. Så hold øje med mærkaterne.
Når du er færdig med at bruge ukrudtsbrænderen, bør du afmontere gasflaske eller gasdåse.
Prøv at klikke på ukrudtet nedenfor - og se hvordan man bruger ukrudtsbrænderen rigtigt.

