Stikpropper, ledningsafbrydere og forlængerled skal ses efter med mellemrum. Hvis de virker løse, er misfarvede af varme eller lugter brændt, skal de skiftes ud.
I nogle tilfælde, og hvis stikproppen er genmonterbar, er det nok at korte ledningen af og montere dem igen.
Du må selv udskifte eller montere en stikprop, en ledningsafbryder eller et forlængerled, herunder tri- og flerstikdåser.
Stikpropper på elapparater
Elapparater med stikprop, som er konstrueret til at skulle tilsluttes beskyttelsesjord, er omfattet er særlige regler, som beskrives i denne vejledning:
Montering eller udskiftning af stikprop
Se, hvad du selv må udskifte af stikpropper og hent en vejledning, som guider dig igennem en sikker udskiftning.
Ledningsafbryder
En ledningsafbryder sidder i tilledningen til et elapparat. Du må gerne selv udskifte eller montere en ledningsafbryder. Vær opmærksom på, at en ledningsafbryder som regel ikke kan belastes med samme strøm, som den stikkontakt eller det udtag, den bliver forsynet fra.
Forlængerled
Et forlængerled er fx en tri- eller flerstikdåse. Det er livsfarligt at adskille et forlængerled, når der er spænding på. Afbryd derfor ved at trække stikproppen ud af stikkontakten, inden fu går i gang med at montere et forlængerled på en ledning.