Vi har lavet en forklaring til en række begreber inden for el og vvs-arbejde, som kan være anvendelig, når man skal lave gør-det-selv-arbejde.
| Afisoleringstang | Specialtang til at fjerne isoleringen på en ledning. |
| Aflastningsbøjle | Bøjle, der fastholder en ledning, så den ikke kan trækkes ud af fx en lampe eller en stikprop. |
| Apparatkontakt | Et specielt stik, der er på elapparatet, og som ledningen sluttes til. |
| Belastningsstrøm | Den strøm, som stikkontakten må belastes med. |
| Én-polet afbryder | Afbryder kun én ledning. |
| Faseledningen | Den ledning, der konstant er spænding på. |
| Flerpolet afbryder | Afbryder flere ledninger på en gang. |
| Gennemgangsafbryder | Afbryder, der sidder indskudt på ledningen til fx en væglampe. |
| Gruppetavle | Tavle med gruppeafbrydere, sikringer og HFI-afbryder. |
| HFI-afbryder | Afbryder strømmen, hvis der går en fejlstrøm til jord, fx gennem en person. |
| HPFI-afbryder | Fejlstrømsafbryder, der også reagerer på pulserende strømme fra fx lysdæmpere. |
| Ledningsafbryder | Afbryder på (til)ledningen til et elapparat. |
| Jordbenet | Det tredje ben på en stikprop, som giver jordforbindelse. |
| Jordledningen | Den elektriske ledning, der går fra gruppetavlen til jorden og som giver jordforbindelse. |
| Kapslingsklasse | Den elektriske brugsgenstands tæthedsgrad, der viser, hvor beskyttet elapparatet er mod berøring og vandpåvirkning. |
| Klemmemærkning | Mærkning på elektrisk materiel, der viser, hvor ledningerne skal tilsluttes. |
| Korrespondanceafbryder | Afbryder, som anvendes ved tænd/sluk-funktion fra to steder. |
| Kroneafbryder | Dobbelt tænding i lampested til fx lysekrone med flere pærer eller til to lamper. |
| Kronemuffer | Klemmerækker. |
| Krydsningsafbryder | Afbryder, der bruges i forbindelse med korrespondanceafbryder, hvis der skal kunne tændes/slukkes fra mere end to steder. |
| Lampestik | Speciel stikkontakt for tilslutning af lamper. |
| Lampeudtag | Dåse for tilslutning af lampe. |
| Mærkeffekt | Det energiforbrug W eller Watt, der er markeret på den elektriske brugsgenstand. |
| Mærkespænding | Den spænding i volt, V, der er markeret på den elektriske brugsgenstand. |
| Mærkestrømmen | Det strømforbrug i ampere, A, der er markeret på den elektriske brugsgenstand. |
| Mellemledningen | Den faseledning, der går videre fra en afbryder til fx et lampested. |
| Nulledningen | Den ledning, der ikke er spænding på. |
| Polsøger | Specialværktøj, der viser, om der er spænding på. |
| Roset | Lampeudtag. |
| Samlemuffe | Lille plastik 'muffe', der anvendes til at samle to eller flere ledninger. |
| Snapanordning | Anordning, der kan klipses på uden brug af værktøj. |
| Stikprop | Det stik, som sættes i stikkontakten. |
| Tilledning | Ledning, der går fra stikkontakten eller lampeudtaget til elapparatet. |
| Timere | Tidsstyret afbryder, der kan forudindstilles til automatisk at slukke og tænde for strømmen på bestemte tidspunkter. |
| Transformer | Apparat, der omformer en elektrisk vekselspænding til en anden værdi. |
| Tristikdåse | Stikdåse med tre stikkontakter. |
| Udløbsroset | Dåse til tilslutning af lampe. |