Sikkerhedsstyrelsen
  1. Print
  2. Zoom ind
  3. Zoom ud

Hold dig fra ulovligt fyrværkeri

Gå aldrig tilbage til en fuser. Brug beskyttelsesbriller. Hold afstand... De fleste kender reglerne for, hvordan man skal omgås fyrværkeri. Men det er mindst lige så vigtigt, at man ved, hvad det er for noget fyrværkeri, man omgås.



Fyrværkeri skal altid være CE-mærket.
Indtil 4. juli 2010 skulle alt fyrværkeri i Danmark godkendes af Sikkerhedsstyrelsen og udstyres med et såkaldt SIK-nummer. Den praksis er nu ændret, så fyrværkeri fremover skal CE-mærkes for at kunne markedsføres lovligt i Danmark. Fyrværkeri, der er forsynet med et SIK-nummer, er pr. 4. juli 2017 ikke længere lovligt i Danmark.Som forbruger skal du dog fortsat være opmærksom på, at du ikke må indføre fyrværkeri til Danmark. Du må altså ikke tage fyrværkeri, du har købt i udlandet, med hjem til Danmark, selvom det er CE-mærket fyrværkeri.

Forudsætningen for, at producenten må CE-mærke det enkelte stykke fyrværkeri er, at producenten har fået det testet og godkendt af et såkaldt bemyndiget organ - altså en virksomhed, der er godkendt af myndighederne til at udføre test på fyrværkeri. Ved denne test sikres det, at fyrværkeriet lever op til de væsentligste sikkerhedskrav - men husk på, at selv lovligt fyrværkeri kan være farligt.

Sikkerhedsstyrelsen udfører stikprøvekontroller af lovligt CE-mærket fyrværkeri. . Vi tjekker blandt andet fyrværkeriets vægt og størrelse og om det er konstrueret sikkert. Vi afprøver også de forskellige typer fyrværkeri.

Fx må batterier ikke kunne vælte, og raketter må ikke flyve ukontrolleret rundt i luften eller sprænges i jordhøjde. Disse test er med til at sikre, at ingen kommer til skade med fyrværkeri.

Farligt fyrværkeri
Sikkerhedsstyrelsen har offentliggjort en oversigt over en række fyrværkeriartikler, som er blevet testet farlige. Ved hver artikel kan du se, hvordan du skal forholde dig.

Link til oversigt over farlige fyrværkeriartikler

Brug ikke ulovligt fyrværkeri
Desværre kan man også købe fyrværkeri, der ikke er godkendt eller mærket korrekt. Så er der ingen garanti for, at fyrværkeriet er sikkert. Udenpå kan fyrværkeriet se uskyldigt ud, men du risikerer din hånd, dit øje eller dit liv.

Følg vores råd, hvis du vil være sikker på, at dit fyrværkeri er i orden:

  1. Køb dit fyrværkeri i butikkerne
  2. Tjek om fyrværkeriet er CE-mærket

Sidst opdateret: 19-juni-2017
Kontaktperson: webmaster